Fremtiden tilhører dem, der kan bruge Big Data

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Ved at kombinere store mængder af data, kan amerikansk firma give forbrugeren det rette tilbud på rette tidspunkt og rette sted.

Fremtiden tilhører dem, der evner at udnytte store datamængder kommercielt, skriver Jyllands-Posten i dag.

Det er helt i tråd med hovedtemaet på Direct Marketing-konferencen i Las Vegas i sidste uge, som var Big Data.

Et firma, der udnytter mange data, er amerikanske Placecast.

Ved at kombinere data fra teleselskaberne, om hvor smartphone-brugere befinder sig, med data fra betalings- og kreditkortselskaber om, hvor og i hvilke forretninger forbrugerne bruger deres kort til betalinger, kan Placecast give den enkelte forbruger tilbud fra de forretninger, hun kommer forbi, når hun er ude at gå eller køre.

Direktør Blair Swedeen pointerer, at forbrugere, der tilmelder sig ShopAlert, som produktet hedder, selv i betydeligt omfang kan styre, hvilke forretninger, restauranter, biografer, etc. som de ønsker tilbud fra og hvor ofte, ligesom de kan til- eller fravælge bestemte geografiske områder:

”Det er afgørende for vores forretningsmodel, at kunderne selv tilmelder sig ShopAlerts. Hverken vi eller vores kunder har nogen interesse i at sende tilbud til forbrugere, der ikke ønsker dem. Vi skal kun i kontakt med de interesserede og motiverede forbrugere”, siger Blair Swedeen til Jyllands-Posten.

Der er 10 mio. forbrugere, og 180 internationale mærkevarekoncerner, der har taget Placecasts koncept til sig. Endvidere er der oprettet 262.000 geografiske zoner, svarende til et samlet areal på 24,5 mio. km2, hvor ShopAlerts fungerer (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 12-13).