Fru Beckham går i gemalens fodspor

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Stilikonet Victoria Beckham går med et nyt sporty samarbejde med Adidas-datterselskabet Reebok sin eftertragtede husbond i bedene.

Der er kendispar – og så er der the Beckhams. Beckham er et brand. Et brand af den slags, som andre brands gerne vil associeres med.

Fire år efter at have indstillet sin professionelle karriere er den nu 42-årige fodboldlegende David Beckham stadig særdeles attraktiv i reklameøjemed.

Stjernens navn og fysiske fortræffeligheder har igennem årene boostet salget af alt fra mobiltelefoner, over boksershorts og til fodboldstøvler, og med tyve års Adidas-engagement i bagagen har Beckham netop lagt navn til en ny kollektion af sidstnævnte.

Fra stiletter til sneakers
Victoria Beckham ligger som pensioneret popsangerinde heller ikke på den lade side og har blandt andet sin egen modevirksomhed. Og selv om Fru Beckham oftere ses i stiletter end i sneakers, har hun nu indgået et samarbejde med sportswearfirmaet Reebok, der er en del af Adidas.

”At få mulighed for at ændre den traditionelle opfattelse af fitness wear i en modekontekst er noget, jeg altid gerne har villet. Jeg har længe inkorporeret sportstøj i min garderobe og i mit hverdagsliv, og jeg er henrykt over at finde sammen med Reebok,” siger Victoria Beckham ifølge en pressemeddelelse.

Reebok kalder det selv ”et centralt partnerskab”, og Victoria Beckham ligger da også i den absolut tunge ende af Reebok-ambassadører, som blandt andre tæller den noget yngre sangerinde Ariana Grande og ditto model Gigi Hadid.

Kvinder på dagsordenen
Og netop kvinder er på dagsordenen hos Reebok i disse år:

“Som brand søger vi partnerskaber med ikke bare indflydelsesrige kvinder, men kvinder som vil ændre verden” lyder det således fra Corinna Werkle, der er intet mindre end senior vice president of women’s initiatives hos Reebok.

Victoria Beckham, 43 år gammel og mor til fire, er kendt for sit skarpe og superslanke look. Hendes design deler ifølge Reebok virksomhedens mål om at indgyde styrke og selvsikkerhed i kvinder og gøre dem til ’den bedste version af sig selv’.

Konkret kommer Victoria Beckham til at stå bag kollektionen ’Reebok x Victoria Beckham’, som bliver tilgængelig i slutningen af næste år.