35 mio. kr. Så meget større blev Spring Family i det seneste regnskabsår – og det er da også en slat penge, selvom væksten i procent lyder lidt mere beskeden: 17,1 pct.
Men realiteten er, at ambitionerne var større, og derfor fulgte bundlinjen ikke med.
Antallet af medarbejdere steg ganske meget, og de 447 medarbejdere (gennemsnitligt antal fuldtidsmedarbejdere) blev ganske meget dyrere – +15,9 pct. – så man kan sige, at væksten var dyr.
Den primære årsag er, at der er investeret massivt i øgede salgsressourcer, som også har trukket løngennemsnittet op.
“Vi ser positivt på markedet. Vores vurdering er, at der er en øget efterspørgsel på både Production og Zupa Zite, der står for at håndtere virksomheders marketingfunktion. Men vi er så store, at vores fortsatte udvikling kræver, at vi bevæger os uden for landets grænser. Vi har allerede været i gang i Tyskland, men i det seneste år har vi også satset på England. Det har krævet investering i salg, men det kan være en noget langstrakt proces, før det lykkes at få nogle af de store virksomheder til at købe ind på vores kompetencer, og derfor er omsætningen ikke steget helt så meget, som vi havde håbet på,” siger bestyrelsesformand Albert Funder.
Et andet element i udviklingen er, at Spring Family har etableret sig i Polen. Det gælder både Production og Zupa, der er den kreative del af gruppen. Etableringen af Production i Polen har også noget at gøre med at gøre forsyningslinjerne mere sikre.
“Vi har mange medarbejdere i Vietnam, og det fungerer rigtig godt, men vi har jo i de senere år set, hvad der kan ske, og derfor vil vi godt sprede vores ressourcer lidt ud, så vi bliver lidt mindre sårbare. Desuden er der også nogle udvalgte kompetencer, som vi kan finde et højere niveau på i Polen end i Vietnam – eksempelvis inden for Motion Graphic,” siger Albert Funder.
Han erkender, at en overskudsgrad på 9,3 er i den lave ende, og en del lavere end forrige års på 14,3.
“Men det var et ekstraordinært godt år oven på corona, og desuden ser vi en positiv udvikling af vores investeringer. Så vi er ganske fortrøstningsfulde og forventer et bedre resultat i indeværende regnskabsår,” siger Albert Funder.
Nøgletal for Spring Family
- Bruttoavance 241,866 mio. kr. +17,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 541.087 kr. +8,7 pct.
- Lønandel 72,2 (70,8)
- Resultat før skat +22,535 mio. kr. -23,6 pct.
Note: Spring Family har en meget lav bruttoavance pr. medarbejder i forhold til branchens gennemsnit. Det skyldes, at selskabet har mange medarbejdere i Vietnam.