Fusion skaber et af Danmarks største bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Opdateret: Advice og Advice Digital bliver til ét bureau. Det nye bureau hopper op på listen over Danmarks største bureauer.

Opdateret: Det giver ingen mening at adskille digital fra anden markedsføring, og det tager de to Advice-bureauer, Advice og Advice Digital nu konsekvensen af: De to bureauer fusionerer.

Advice havde i seneste regnskabsår en bruttoavance på omkring 52 mio. kr., mens Advice Digital havde ca. 17 mio. kr. Det giver ca. 69 mio. kr. Men i år er Advice digital fusioneret med UX-bureauet Interfazes, og derfor skal der lægges yderligere ca. 7 mio. kr. til. En bruttoavance på omkring 76 mio. vil få bureauet til at hoppe op på listen over Danmarks største.

Ser man det i forhold til reklamebureaugruppen, ligner det en 4. plads mod før en 11. plads, og ser man det i digital-gruppen, ville det gøre bureauet til det næststørste efter Magnetix. Men det er altså baseret på 2013-tal, så det forudsætter selvfølgelig, at de andre ikke udvikler sig.

Advice oplyser, at de forventer en bruttoavance på ca. 90 mio. kr. i 2015, så der er dog lagt op til en vækst, som man ikke ser så meget blandt reklamebureauerne.

De to bureauer opgiver endvidere, at de lige nu tæller omkring 100 specialister, “der omsætter data og indsigt til strategiske og kreative brand-platforme, digitale services og løsninger, integrerede kampagner og målrettede public affairs-indsatser.”

”Bureauerne har i mange år nydt godt af at være to adskilte virksomheder med et stærkt samarbejde. Men i den nye virkelighed giver det ingen mening at sige, at noget er mere særskilt digitalt end noget andet. Alt skal være digitalt i kernen og have fokus på den totale kundeoplevelse. Derfor skal vi være et samlet bureau,” fortæller Espen Meyer Højlund, adm. direktør i Advice A/S.

Han bliver også adm. direktør i det fusionerede bureau, mens Advice Digitals adm. direktør, Jesper Nørding Pedersen, træder ind i den øverste ledergruppe, hvor han får ansvar for et af fem fagområder. Ud over disse fem direktører er der Espen Meyer Højlund og tre direktører på tværgående funktioner i ledergruppen.

“Der er reelt kun seks af disse ni direktører, der har personaleansvar og det er meget til et bureau med over 100 medarbejdere. Derfor er flere af lederne fra Advice digital trådt ind på ledende poster med personaleansvar,” siger Espen Meyer Højlund.

Advice og Advice Digital har siden 2002 arbejdet tæt sammen om kunder og projekter på tværs af kanaler, platforme og arenaer. Bl.a. for Magasin, Velux, Dong Energy, Nestlé, Coop, Codan, Spar Nord, Rockwool, Røde Kors, 3F og Folketinget.