Fusioneret teleselskab præsenterer nyt logo

Peter Engholm
25@mail.dk

Fullrate markerer ægteskabet med M1 med et nyt logo, der i farvevalg er anderledes end både M1 og Fullrates gamle. Det lanceres om kort tid i forbindelse med en stor kampagne.

TDC viede i sidste måned Fullrate og M1. UncleGrey blev efter en konkurrence med i alt fire bureauer valgt som dét, der skal bistå det fusionerede selskab med kommunikation.

Nu kommer første synlige resultat: Et  nyt logo, der holdes i ”en varm gul” farvel. Dermed siger Fullrate farvel til både sine egne klare blå og grønne farver og til M1’s røde logo.

Se præsentationen af det nye logo – og sammenlign med Fullrates gamle – nederst i artiklen.

”Gul er i Danmark ensbetydende med en ordentlig pris for et ordentligt produkt. Og det er lige præcis det, vi leverer inden for alle teleydelser til danskerne i det nye Fullrate”, siger Christian Rau, der er markedsdirektør i Fullrate, i en pressemeddelelse.

Til Bureaubiz siger han:

”Vi valgte at fortsætte med Fullrate, fordi værdierne er dybest forankret her. M1 var i højere grad et kampagneskabt brand med mere flygtige værdier. Og vi supplerer selve navnet med betegnelsen for de tre produktgrupper: ”Mobil, tv, bredbånd”. Med 150.000 mobilabonnenter står vi ikke foran at skulle etablere os i markedet, men derimod etablere brandet i markedet – over for en bredere målgruppe end tidligere, og som det eneste lavprisselskab, der leverer hele paletten af teleydelser. Det er one stop shopping,” siger Christian Rau.

Det nye logo, udviklet i samarbejde med UncleGrey, vil fra årsskiftet pryde hjemmeside, breve og regninger til de ca. 300.000 kunder. Og ved den lejlighed tager Fullrate fat på et nyt kommunikationsunivers på alle markedsføringsplatforme, hvor farver og logo indarbejdes.

”Der skal nye boller på suppen, kommunikativt. Og sammen med Maxus, vores mediabureau, har vi lagt en go-to-market strategi, der understreger, at vi trækker i arbejdstøjet,” siger Christian Rau.