Odense-bureauet Cosmographic høster fortsat frugten af en markedsføringsindsats, der omfatter dels en kampagne skabt af Mensch, dels en massiv foredragsrække fra bureauets kreative direktør.
Bureauet har i en konkurrence med to andre bureauer vundet Merrild på BtB-markedet.
“Dette marked omfatter bl.a. virksomheder, plejecentre og leisure. Indsatsen gælder en dialogprogram for Merrilds maskiner og 27 smagsvarianter, herunder også Café Noir. Her vil en coffeetable-bog også indgå – sådan en har Merrild naturligvis nu. Samtidig skal vi aktivere og involvere interessenterne i kaffevalget. Merrild bliver ikke stærkere end de historier, kunderne fortæller om dem. Og Merrild skal fortælle historier til og om kunderne ud fra de tal, de har på dem,” siger Henrik Dresbøll, kreativ direktør i Cosmographic.
I en anden bureaukonkurrence – her med i alt fire bureauer – har Cosmographic vundet Odense Zoo. Opgaven går ud på at at skabe sammenhæng i kommunikationen og få de eksisterende oplevelser og fortællinger til at brede sig til de danske turister – vel at mærke dem uden for Fyn.
“Parken har haft besøg af 96 pct. af fynboerne, så væksten skal i høj grad komme fra Trekantsområdet og Vestsjælland. Vi vil understøtte den integrerede kommunikation med dramaturgi – 1., 2. og 3. akt, i form af før, under og efter besøget. De besøgende skal aktiveres før besøget, og det skal forlænges efterfølgende på nettet. Selve besøget skal formidles som det, det er: Sanseligt. Du har jo gedelugt i næseboret, når du går ud,” siger Henrik Dresbøll.