Fynske reklame-fotografer åbner i Shanghai

FiG

Skovdal & Skovdal har allerede spredt sig ud over Danmark. Nu hopper man over på den anden side af kloden.

Med 27 medarbejdere og 350 kunder hører Skovdal & Skovdal til de store inden for reklamefotografer – og nu tænker de endnu større.

Regnskabet viser flot vækst og en solid bundlinje – og næste skridt i udviklingen er at åbne et nyt kontor. Ikke i Danmark, hvor man allerede i København og Aarhus ud over hovedkontoret i Odense – nej det nye kontor kommer til at ligge i Shanghai.

Kina er et land i stor fremgang og med en stærkt stigende levestandard. Og selvom pusten er gået lidt af i forhold til tidligere, er det helt andre vækstniveauer end herhjemme,” siger Inge Skovdal og fortsætter:

“De vil gerne bevæge sig hen i mod at være et land, der producerer kvalitetsvarer. Og dermed stiger behovet for kvalitetsbilleder, noget som kineserne har svært ved at levere, da de uddannede fotografer i Kina har et helt andet fagligt niveau.”


Ægteparret bag Skovdal & Skovdal – Inge og Jakob Skovdal.

I første omgang bliver det en af Skovdal & Skovdals egne danske fotografer, der udstationeres i Shanghai i et år og starter afdelingen op.

Allerede inden selskabets officielle åbning har Skovdal & Skovdal indgået en aftale med deres første store kunde, nemlig Jysk, der har en stor produktion i Kina.

Herudover arbejder Skovdal & Skovdal aktuelt på at tiltrække andre danske virksomheder, der har produktion i Kina, ligesom de også håber at kunne udvide porteføljen med både internationale og ”lokale” kinesiske virksomheder.

Skovdal & Skovdal har eksisteret siden 2002, og firmaet kom ud af 2015 med et godt regnskab.

“Vi har fået mange nye kunder i årets løb, ligesom vi omsætter mere på mange af de eksisterende – og så har vi faktisk kun mistet to kunder, hvilket er tilfredsstillende med en portefølje på 350 kunder,” siger Inge Skovdal og fortsætter:

“Vi er stolte af vores flotte 2015 regnskab. Det viser, at vi gør de rigtige ting og har set rigtigt i forhold til vores set up og vores kunders behov.”

Nøgletal for Skovdal & skovdal

  • Omsætning 22,044 mio. kr. +28,9 pct.
  • Resultat før skat +2,525 mio. kr. +124,4 pct.