Kim Wildes albums og idolplakater hittede pænt i 80erne. Hun udgiver fortsat plader, og er endda aktuel med Wilde Winter Songbook, men hendes seneste af i alt 12 Top20-singler ligger trods alt 20 år tilbage.
Nu gør hun comeback – vel at mærke i Telenors store julekampagne; syng-duet-med-Robbie-Williams. Og hendes medvirken var ikke planlagt fra begyndelsen hos det danske teleselskab.
”Det var selvfølgelig med en vis portion forventning, at vi gik ind i et samarbejde med Universal og Robbie Williams, idet Danmark er et af de lande, hvor han har allerflest fans. Når det er sagt, så er vi overvældede af den store interesse, der er for at være med. At et ikon som Kim Wilde nu også synger med er selvfølgelig et fantastisk twist på historien,” siger Lenka Rosolova, der er Chief Brand & Marketing Officer hos Telenor.
I kampagnen opfordrer Robbie Williams danskerne til at synge duet med ham på klassikeren ’Dream a Little Dream’, og den opfordring har flere end 3.000 danskere taget op. Men førstepræmien – at hænge ud med stjernen himself – er også internationalt tiltrækkende.
Således har over 100 russiske brugere indspillet duet, i lighed med den ukrainske reality-deltager Irakli Maruashvili. Irakli er deltager i Ukraine’s Got Talent, og giver her sin egen dybtfølte juleversion af ’Dream a Little Dream’.
Telenor understreger, at man skal have bopæl i Danmark for at deltage i konkurrencen, så hverken russere, ukrainere eller Kim Wilde får på denne måde chancen for at møde den britiske charmør.