Gallup/GfK fusion faldet på gulvet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

GfK har trukket sig fra spillet om analyse-koncernen, og det styrker nu WPP Groups muligheder for at overtage TNS Gallup.

Alt var fryd og gammen, da TNS Gallup og GfK i foråret meddelte, at man var enige om at fusionere – en fusion som blev beskrevet som værende mellem ligeværdige. Men WPP Groups topchef, Sir Martin Sorrell, ville det anderledes og fremsatte et officielt bud på køb af TNS Gallup, der tvang GfK i defensiven.

Siden har GfK arbejdet med at sætte et matchende bud sammen, men her til morgen har man kastet håndklædet i ringen.

Det engelske netmedie, Brandrepublic, fortæller, at TNS Gallup har meddelt, at GfK ikke mere arbejder på at fremsætte et bud.

Det styrker WPP’s muligheder for at overtage TNS Gallup og koncernen har meddelt, at den ønsker at lægge selskabet sammen med sin analyse-del, der går under navnet Kantar.

TNS Gallup har en omsætning på 2,14 mia. pund, mens Kantar har 1,89 mia. pund.

I Danmark ejer WPP Milward Brown og Research International, som i 2007 tilsammen omsatte for ca. 30 mio. kr. og havde 46 medarbejdere. TNS Gallup har i Danmark ca. 130 fastansatte medarbejdere, og ca. 400 interviewere.

WPP er verdens næststørste reklamekoncern, men er uden konkurrence Danmarks største. WPP repræsenterer i alt 20 selskaber inden for reklame-, media- og pr-bureauer – og altså også analyse-selskaber. Bruttoavancen er ca. 630 mio. kr., hvilket er mere end dobbelt så meget som nr. 2, der er People Group.

WPP har dog overtaget Ad People fra People Group i 2008 og lykkes det at overtage TNS Gallup vil koncernen nærme sig milliarden i bruttoavance.