CPHmade er et nyt netværk, der skal give de talrige små produktionsvirksomheder i København som f.eks. Sømods Bolcher og Nørrebro Bryghus en fælles markedsføringsplatform.
Bag det nye initiativ står Asger Daubjerg, tidligere adm.dir. på Leo Burnett og JWT, samt Brian Engblad, tidligere international account director på det Bates-kæden 141 Worldwide.
“Mange mennesker vil gerne købe noget originalt med hjem, noget der har en historie, og som knytter sig til den by, man enten bor i eller har besøgt. CPHmade skal fortælle turisterne om de produkter, der har en unik tilknytning til København, og som indeholder noget af Københavns dna”, fortæller de to bagmænd i en pressemeddelelse.
Ifølge de to tidligere bureaufolk ligger der talrige små produktionsvirksomheder i Købehavn, men det kan være svært at få øje på andet end de store butikskæder, der ligger i en storby.
Inspirationen til CPHmade kommer fra en artikel i the New York Times med overskriften “The Future of Manufacturing Is Local”, der handlede om et lignende netværk i San Francisco.
Asger Daugbjerg mener, at man i al snakken om globalisering og produktion, der flytter til udlandet, har overset at megen fremstillingsvirksomhed i virkeligheden er lokalt forankret:
“De virksomheder, der er med i CPHmade, kan du ikke bare flytte til Kina, for så vil det unikke forsvinde”.
Netværket lanceres på mandag med følgende seks virksomheder: Graae Copenhagen, P.Hertz, Kgl. Hofjuveler, Rud Rasmussen Snedkerier, C.L. Seifert Kgl. Hofleverandør, Sømods Bolcher og Nørrebro Bryghus. Målet er at få ti medlemmer inden årets udgang og 30 til næste år.
Der holdes åbningsreception på Nørrebro Bryghus, men du kan også møde CPHmade på nettet.