Af Peter Engholm 25@mail.dk

Tøjkæden lancerede for nylig et logo, der skulle afløse den godt 20 år gamle klassiker. Det nye logo fik imidlertid så fæle klø, at det først blev sat på hold, og siden fjernet. Og det gamle har fået fornyet opmærksomhed.

Gap

Man tager Helvetica Bold og genbruger den blå kasse fra det gamle logo. Voilà – og så har man et massivt tilbageslag og et kikset forsøg på kommunikativt moonwalk. Og under ingen omstændigheder det moderne, tidsvarende udtryk, som ellers var Gaps mening med ændringen.

Da Gap bekræftede sit nye logo, fik koncernen kreativiteten at føle – i første omgang i form af kække kommentarer fra bl.a. bloggere, der mente, at logoet repræsenterede et dristigt mix af ClipArt og en folkeskole-konkurrence, sidenhen med spontant arrangerede konkurrencer, hvor designere, grafikere og andre, der måtte mene, at dét ku’ de gøre bedre, bød ind med nye Gap-logoer.

Samtidig blev der oprettet design-maskiner, så man blot kunne taste sit firmanavn ind og fluks få sit nye logo med helvetica og kasse – og på den måde spare en bunke penge.

Et bureau, der både har fået penge og badwill, er Laird+Partners, der har haft Gap på kundelisten i flere år, og som står bag det nye logo. Bureauet har ikke haft travlt med at besvare henvendelser fra bl.a. AdAge.

Hvis bureauet føler sig presset, så er det for intet at regne imod Gap, der har stod fast i nogle dage, men som til sidst lagde sig ned – først halvt, siden helt.

På koncernens Facebook-side skrev man i sidste uge, at “we love our version, but we’d like to see other ideas”. Både dette tiltag og de mange net-konkurrencer fik i øvrigt ikke en positiv modtagelse blandt alle designere, idet der bredte sig en mistanke om, at især konkurrencerne var Gaps snedige måde at score gratis forslag på.

Bill Chandler, kommunikationschef i Gap, måtte slå fast, at det nye logo ikke var et PR-stunt … ikke at den slags udtalelser hæmmer spekulationerne, men det er en anden historie. Til gengæld ligger det fast, at det nye logo har vakt stærke følelser – for det gamle.

Og nu har Marka Hansen, president of Gap Brand, North America, så anerkendt de stærke forbruger-bånd – og erkendt nederlaget: Man vender tilbage til oprindelige logo i alle kanaler.

“Alle veje førte tilbage til den blå kasse, så vi har truffet beslutningen om ikke længere at bruge det nye logo. Vi har lært meget af denne proces, og vi er fuldt ud klar over, at vi ikke håndterede den på den rette måde. Og vi anerkender, at vi forpassede muligheden for at involvere os med de sociale medier. Der kommer måske et tidspunkt, hvor vores logo skal videre. Men når eller hvis den tid kommer, så vil vi gøre tingene på en anden måde,” hedder det i en officiel udtalelse fra Marka Hansen.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club