Revolt havde fart på i 2014, hvor bureauet blev dobbelt så stort. Det gjorde det til det hurtigst voksende reklamebureau (målt i procent) i årets bureaurapport fra Bureaubiz, og Revolt har da også netop fået en Gazelle-kåring fra Børsen.
Nu overlader stifter og ejer, Morten Meisner-Jensen så rollen som adm. dir. til Anders Pajor, der samtidig indtræder som medejer.
“Anders har gjort det fantastisk og har sammen med resten af virksomheden æren for det flotte resultat. Det er derfor naturligt, at han i dag indtræder som administrerende direktør og medejer” siger Morten Meisner-Jensen
Selv skifter han direktørposten ud med ny intern innovationsafdeling med base i både New York og København. Det sker med henblik på at styrke og udvikle virksomhedens kompetencer inden for brand innovation.
“Vi har i de seneste år udviklet os i krydsfeltet mellem innovation og branding. Dette er et område, hvor vi oplever stor vækst, hvilket skaber nye og spændende muligheder for både Revolt og vores kunder,” siger Morten Meisner-Jensen.