GeelmuydenKiese skal styrke Discoverys synlighed

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Det nye partnerskab skal øge kendskab til mediehuset Discovery Networks Danmarks indholdstilbud.

Medievirksomheden bag blandt andet Kanal 5, Kanal 4, 6’eren, Canal 9, Discovery Channel og Eurosport indgår nu et omfattende partnerskab med Nordens største kommunikationsbureau,

GeelmuydenKiese er blevet valgt efter konkurrence med flere andre kommunikationsbureauer. Målet med partnerskabet er, at Discovery skal hæve kvaliteten i dialogen med traditionelle og nye medier.

Chef for PR og digital i Discovery Networks Danmark, Lena Bøgild, siger om samarbejdet:

”Med et samarbejde med et stort kommunikationsbureau som GeelmuydenKiese får vi adgang til en masse dygtige folk, der har fingeren på pulsen inden for PR og kommunikation, og vi kan dermed løbende trække på de ressourcer, som vi vurderer, der er behov for at slå igennem i et konkurrerende tv-marked, og hvor det er altafgørende, at man hele tiden er first movers”.

Samarbejdet med GeelmuydenKiese sker i kølvandet på et forår, hvor Discovery Networks Danmark opsagde fem medarbejdere i virksomhedens PR-afdeling som led i en større organisationsændring.

Karne Lykkebo, strategisk direktør og partner i GeelmuydenKiese, ser frem til samarbejdet:

”Vi ser enormt frem til samarbejdet med Discovery, der er i en positiv og rivende udvikling. Det er en fantastisk mulighed for at komme tæt på en af Danmarks mest spændende medievirksomheder og sammen afprøve nye metoder indenfor PR-arbejde.”

Ifølge Lykkebo er samarbejdet et billede på en tendens hos GeelmuydenKiese:

“Hos GK ser vi, at vi får færre traditionelle kunder og flere samarbejdspartnere, hvor vi i mindre grad leverer enkeltopgaver til virksomheder, men i stedet er en fast del af deres kommunikationsarbejde. Det giver os i endnu højere grad mulighed for, i samarbejde med kunden at sikre langsigtede forandringer til gavn for deres virksomhed”.

Om Geelmuyden Kiese
Med sine over 150 ansatte er Geelmuyden Kiese Skandinaviens største kommunikationsbureau. Geelmuyden Kiese blev etableret i 1989 og har i dag kontorer i Oslo, København og Stockholm.