Genåbningskampagne: 10 shoppingcentre går sammen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Blandt tre bureauer blev Bocca valgt til at stå for et nyt koncept med fælles identitet for 10 shoppingcentre landet over. ‘Bedre sammen’ lyder det nye pay-off. Mercantila har stået for mediaplan til kampagnen, der billedemæssigt inddrager to forskellige elementer, der komplementerer hinanden.

Normalt er det vigtigt for et shoppingcenter at skille sig ud fra andre centre. Og det har da også indtil nu været sådan hos 10 forskellige shoppingcentre, selv om alle ligger i bygninger, der er ejet af Dades.

Men i efteråret igangsatte Dades en pitch for at skifte de enkelte bureauer til hvert shoppingcenter ud med ét fælles bureau.

Pitchen blev afgjort tilbage i januar og faldt ud til fordel for Bocca, som var oppe imod Jensen Retail, Jelper og Step, som dog trak sig inden den endelige afgørelse.

Bocca har netop færdiggjort den første kampagne med ét fælles koncept, en fælles grafisk identitet og et fælles pay-off: Bedre sammen.

”Hovedreglen i det vi kommer til at lave er 80 pct. fælles identitet og 20 pct. differentiering,” siger CEO i Bocca, Morten Theil, som sammen med partner Julie Guldbrandsen, der er content og visual director, står i front på bureauet for den fælles nye identitet.

Morten Theil fortsætter:

”Opgaven lød på at lave en fælles identitet for 10 meget forskellige shoppingcentre. Det lød næsten som en umulig opgave. Men faktisk lå løsningen tæt på. Vi har tidligere arbejdet med bl.a. Slotsarkaderne, RO’s Torv og City 2, og udgangspunktet i centrene har altid været, at man til trods for den store indbyrdes forskel, var bedre sammen end hver for sig. Det folder vi nu ud til 10 shoppingcentre, hvor vi hylder diversiteten og mangfoldigheden, for selvom man er forskellige kan man godt blive bedre sammen.”

Kampagnen, der er en genåbningskampagne efter corona lockdown kører i ugerne 17, 18 og 19. Udover pay-off’et Bedre sammen, bruger man i genåbningskampagne et ord, der går igen, og som samler følelelsen, som folk står med efter flere måneders isolation og lukning: Endelig.

”For fremadrettet at sikre centrene en visuel identitet, der skiller sig ud, arbejder vi i den nye platform med et dualitetsprincip, hvor vi – når det er muligt – vil afbilde to helt forskellige produkter fra et center, der alle er gode hver for sig, men meget bedre sammen. Dvs. et lidt anderledes udtryk end det traditionelle close-up billede af en fotomodel,” siger Julie Guldbrandsen.

Der er ikke som sådan valgt et mediabureau, men  Mercantila, der deler adresse med Bocca, har stået for mediabureauindkøbet til denne kampagne, som kommer til at foregå på print, SoMe, display, outdoor og POS-kampagner ude i centrene.

De 10 centre, der samlet set står for en omsætning på omkring 7 mia. kr. og 40 mio. besøgende, er: Ballerup Centret, Farum Bytorv, Hørsholm Midtpunkt, Nørreport Centret, RO’s Torv, Sct. Mathias Centret, Spinderiet, Viby Centret, Waterfront Shopping og Waves.