Sidste år brød Impact mange års dominans blandt digitale bureauer fra Merkle (Magnetix) i den årlige MyImage Bureau fra MyResearch. I den nye analyse er det lykkedes at holde fast:
Impact topper igen analysen.
Merkle blev sidste år henvist til 2. pladsen, og den holder bureauet ligeledes fast i.
Men konkurrencen er blevet skærpet. Impacts score er faldet lidt, mens Merkles er steget, så der nu er en yderste beskeden forskel.
“Meget kan selvfølgelig ske i løbet af et år, så man kan ikke bruge den udvikling til at forudsige, hvad der sker til næste år. Men man kan konstatere, at det ikke er meget, der skal flytte sig i Merkles favør, før bureauet er tilbage på 1. pladsen,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch.
Merkles problem har været, at Magnetix efter salget til Dentsu i 2015 skulle skifte navn til Isobar. Selvom navneskifter normalt koster på kendskab, så lykkedes det at gennemføre dette uden at tabe titlen som imagekonge. Men herefter skete der nogle ting internationalt i Dentsu, som betød, at bureauet for 3 år siden skulle skifte navn endnu engang – denne gang til Merkle.
Kigger man på Impact vs. Merkle, så ligger Impacts styrke klart på de kvalitative parametre, Brand Strength, der bygger på bl.a. kendskab og om annoncører vil invitere bureauet til pitch.
Navneskiftet har her kostet hos Merkle, som til gengæld er gået frem på de kvalitative parametre, Brand Position, der bygger på 9 kvalitative udsagn.
“Impacts potentiale ligger på at forbedre sin Brand Position score, mens Merkles udfordring ligger i at styrke sin Brand Strength uden at tabe noget på Brand Position. Det er ikke meget, der skal flyttes for at overhale Impact. Til gengæld kan Impact blive svære at nå, hvis bureauet kan lykkes med at forbedre sin Brand Position,” siger Mogens Østergaard og tilføjer, at som tallene står, så er det mest sandsynligt disse to bureauer, der også næste år vil dyste om 1. pladsen.
Begge bureauer er i øvrigt blandt landets 5 største målt på bruttoavance på tværs af bureautyper. Merkle er nr. tre og Impact er nr. fem.
3. pladsen indtages i år af et bureau, der har sit udspring i design-verdenen. Der er tale om Manyone, som er stiftet af nogle tidligere Designit-folk, og bl.a. skabt gennem en fusion med de to digitale bureauer, Think Digital og Molamil. Bureauet er vokset meget markant og er i dag blandt landets største bureauer på tværs af bureautyper.
Men i imagemæssig sammenhæng har der været lidt elevatorpræg over bureauet. En 3. plads i 2022, en 8. plads i 2023 og så igen en 3. plads i år. Faldet fra 22 til 23 skyldtes først og fremmest et fald i Brand Position, mens bureauet i år er gået frem på både Brand Strength og Brand Position. Spørgsmålet er således, om Manyone er ved at finde formen mere permanent.
Manyone er årets næststørste højdespringer, mens No Zebra tog det højeste hop i score – dog uden at det kunne blive til mere end en 13. plads.
Manyone topper i øvrigt, når annoncørerne skal tage stilling til, om bureauerne er “Kreativt stærke”. Det har bureauet gjort i de seneste tre år med AKQA og NoA Ignite som nærmeste konkurrenter. Det er en placering, der giver meget god mening i forhold til, at bureauet har sit udspring i designverdenen.
Blandt de store fald finder man Danmarks største bureau, Wunderman Thompson, som dog aldrig har gjort noget stort væsen af sig i MyImage Bureau. Formentlig fordi bureauet primært er store på basis af store internationale kunder.
BrandPower Digitale bureauer
Sidste års placering i parentes
- Impact (1)
- Merkle (2)
- Manyone (8)
- Novicell (5)
- Vertica (3)
Brand Position
Sidste års placering i parentes
God forståelse for kundernes forretning
- Manyone (6)
- Vertica (5)
- Immeo (2)
Gode til at skabe resultater
- Merkle (13)
- Hesehus (1)
- Manyone (10)
Gode digitale kompetencer
- Merkle (8)
- Immeo (1)
- Novicell (5)
Strategisk stærke
- Manyone (1)
- Merkle (4)
- Impact (5)
Fleksible og agile
- Manyone (12)
- Generaxion (3)
- Merkle (9)
Kreativ stærke
- Manyone (1)
- AKQA (2)
- NoA Ignite (3)
Gode til at analysere og anvende data
- IIH Nordic (1)
- Merkle (5)
- Novicell (17)
Gode til at integrere data
- IIH Nordic (2)
- Immeo (1)
- Merkle (7)
Gode til e-commerce
- Hesehus (1)
- Vertica (2)
- Impact (3)
MyResearch har siden 2008 stået bag gennemførelsen af MyImage Bureau. Indsamling af data er sket i uge 40-46. 1028 marketingansvarlige har deltaget, hvilket svarer til 34 pct. af de adspurgte.
Der er spurgt til 26 reklamebureauer, 19 digitale bureauer og 14 mediabureauer.
Brand Power scoren fremkommer gennem en sammenregning af Brand Strength og Brand Position. Brand Strength er kvantitative parametre så som kendskab og om en annoncør ville invitere bureauet med i en pitch. Dette holdes op mod bureauets bruttoavance og dermed får man et tal for Momentum.
Brand Position er kvalitative parametre, hvor annoncører med et rimeligt kendskab til et bureau bliver bedt om bedømme, hvorvidt 9 kvalitative udsagn passer på bureauet.