Global kunde hjalp jysk bureaufusion på vej

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Opgaven at markedsføre en ny og revolutionerende højtaler-teknologi endte ude på den jyske hede. Det var i mere end en forstand en god ting for bureauet.

For godt et år siden fusionerede I.B & Co med Happy Advertising til et nyt fælles bureau under navnet Happy & Co med sæde i Ikast.

Kort efter kom en ny kunde til bureauet. Og det viste sig at blive meget betydningsfuldt for det nye bureau.

Ikke bare var det en kunde, der rummede et meget betydeligt internationalt projekt – der er tale om en ny virksomhed med en helt ny teknologi inden for lyd – det var også en kunde, der udfordrede alle dele af det nye bureau og som derfor endte med at virke som katalysator for gennemførelsen af fusionen.

Kunden hedder Opalum of Scandinavia

“Happy Advertising var et bureau med stærkt fokus på research, analyse, strategi og kreativitet. I.B & Co var et bureau med styrke inden for intern styring. Hertil kom det digitale bureau CO3 samt pr-bureauet Newsroom, der var en del af I.B & Co,” siger kontaktdirektør Preben Rokkjær og fortsætter:

“Opalum kom med opgaver, som indebar, at vi skulle have alle kompetencer i det fusionerede bureau i spil, og dermed endte de faktisk med at hjælpe fusionen på vej og gøre bureauet til en stærk enhed på rekordtid.”

Man kan således ikke tale om en ny kunde – det er et år siden samarbejdet begyndte -men det er først nu, bureauet må fortælle om samarbejdet.

Opalum er en virksomhed som bl.a. med investeringer fra svenske SEB Bank har udviklet en helt ny højtalerteknologi.

Det er opfundet af en ung svensker og er nærmest en chip, der muliggør at lave højtalere, som har den fyldige lyd incl. bassen uden at højtalerne skal have fysisk størrelse.

Hidtil har det været sådan, at der er en sammenhæng mellem lydkvalitet og størrelse, og det har man bl.a. oplevet på fladskærms-tv. Jo fladere et tv er blevet des sværere har det været at levere lydkvalitet.

Desuden er den æstetiske dimension, hvis man vil komponere en fladskærm med eksterne højtalere.

Det er således en teknologi, der kan vise sig at have et betydeligt markedspotentiale.

At opgaven er endt ude på den jyske hede hænger bl.a. sammen med at bureauet historisk har arbejdet for et andet højtalerfirma, Jamo, samt for B&O.

“Den første store opgave har været at finde ud af, hvordan man overhovedet skal kommunikere et sådant nyt produkt. Vi har desuden været med til at definere distributionskanaler. På det grundlag har vi udviklet en kommunikationsstrategi og tilrettelagt det visuelle udtryk – bl.a. i form af en hjemmeside – både med henblik på det professionelle og private marked. Nu arbejder vi så med den videre implementering på markedet,” siger Preben Rokkjær.