Globalt budget giver travlhed hos Hjaltelin Stahl

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Valget faldt på et dansk bureau, da velkendt stor dansk koncern skulle vælge global bureaupartner.

For nylig trak Hjaltelin Stahl & Co sig fra bureaukonkurrencen om et nyt talspil fra Danske Spil.

“Siden udbuddet og de udvalgte bureauer blev offentliggjort, har vi fået meget store, nye opgaver for bestående kunder,” lød afbuds-begrundelsen i sidste måned fra adm. direktør Steffen Hjaltelin.

Hvad historien dengang ikke meldte noget om var, at Rockwool pr. 1. januar er blevet kunde hos bureauet. Rockwool Global Marketing har nemlig – efter en international bureaukonkurrence – valgt Hjaltelin Stahl Gruppen til at håndtere stenuld-brandet på globalt plan.

“Afgørende for vores valg af Hjaltelin Stahl Group var – ud over forståelsen for vores forretnings-udfordringer – deres kreativitet og forståelse for nye medier,” siger Jacek Kieszkowski, Rockwools Group Marketing Director.

Rockwool har tidligere arbejdet sammen med Adpeople om forskellige projekter. Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Kieszkowski, om hvorvidt samarbejdet med Hjaltelin Stahl Gruppen udelukker projekt-brug af andre bureauer. 

I de kommende måneder vil man kunne se resultaterne af det nye Rockwool-Hjaltelin Stahl samarbejde.

Hvor meget det vil fylde i bureau-gruppen, der nu er oppe på 70 medarbejdere, ønsker Steffen Hjaltelin ikke at gå i detaljer med – andet end “Rockwool er en stor og vigtig kunde på bureauet”.

Mere overordnet lyder det fra bureau-direktøren:

“Rockwool står bag produkter, der både sparer energi og forbedrer livskvalitet. Når sådan et internationalt brand vælger dansk, bliver man stolt – og når valget falder på Hjaltelin Stahl Gruppen, så bliver man glad. Vi arbejder allerede tæt sammen inden for både traditionelle og nye medier,” siger Steffen Hjaltelin.