Mindre end to måneder efter, at General Motors har sendt hele sit 15-20 mia. kr. store mediabudget i konkurrence, lanceres endnu en stor konkurrence.
Denne gang gælder det det globale budget for hovedmærket Chevrolet, som håndteres af en række forskellige bureauer rundt om i verden. I Danmark håndteres Chevrolet af det relativt nystartede bureau, AdCph, der har Torben Rønler som bagmand.
GM overvejer, om man kan opnå større effektivitet, og har indkaldt fire til at deltage i konkurrencen: tre store internationale grupper – Interpublic, Omnicom og Publicis – og så et koreansk bureau – Cheil.
Cheil er langt mindre end de øvrige og ejes delvist af Samsung. AdAge karakteriserer bureauet som en dark horse i konkurrencen, men hvis dets deltagelse forekommer som lidt af et mysterium – så peger AdAge på det koreanske markeds betydning for GM. Sydkorea er GMs center for udvikling af små biler, og man har for nylig ændret Daewoo-navnet til Chevrolet.
Omnicoms Goodby, Silverstein & Partners er lead på Cherolet i USA, mens Interpublics McCann og Publicis’ Fallon og Leo Burnett også er involveret i GM-arbejde rundt om i verden.
På mediabudgettet fylder Carat en del – således også i Danmark.
Kilde: AdAge