Gode relationer gav kunde i gulvhøjde

Peter Engholm
25@mail.dk

Uncle har fået Garant-Tæpper på kundelisten. Ikke som følge af en bureaukonkurrence, men fordi marketingchefen har arbejdet sammen med bureauet før – for en anden kunde.

Gode forbindelser i reklame fornægter sig ikke – det manglede da også bare, når det kaldes People’s business – og resultatet ses tydeligt med den nye kunde hos Uncle.

Garant Tæpper er kommet til, og kunden tog selv kontakt bureauet, som marketingchef Frank Neumann har gode relationer til.

“Jeg har arbejdet sammen med bureauet før, da jeg var marketingchef hos T. Hansen, så mine erfaringer med Uncle er særdeles gode,” siger Frank Neumann til Huset Markedsføring.

Erfaringer med Uncle er tilsyneladende ikke helt til at ryste af sig. Det sås i efteråret, hvor den nye marketingdirektør hos Føtex, Niels Sterndorff, ønskede at få udfordret kædens bureau, Envision, på en jubilæums-kommunikation.

Sterndorff havde været marketingchef hos Fleggaard, der har Uncle som bureau, og Føtex-opgaven gik til AarhusKontoret – bestående af tidligere Uncle-folk – der på de indledende møder havde bl.a. Uncles daværende kreative direktør, Per Pedersen, med som bisidder.