GoMore hjælper singler på Valentinsdag

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Samkørselsservicen servicerer singler, der gerne vil have kærligheden op at køre. Bureaubiz har spurgt, hvad kørelejlighed har at gøre med kærlighed.

I dagens anledning lancerer samkørsels-servicen GoMore en Valentinskampagne, der skal give singler lidt spotlight midt i al kæreste-kærligheden.

Tobias Frandsen Thorup, der er media manager i GoMore og hovedkraften bag kampagnen, fortæller:

”Helt konkret går vores Valentinskampagne ud på, at folk kan nominere deres single-venner til at komme op på de store lystavler. Vennen skal like kommentaren for at blive taget i betragtning, og hvis de gør det, så kommer de op på lysavisen med billede, bynavn og en lille sød eller sjov tekst”.

De udvalgte singler er blevet nomineret af deres venner via et opslag på GoMores Facebook, som du kan se her.

Her er et eksempel på en nominering og en efterfølgende Valentines lys-besked:

Undertegnede undrer sig dog lidt over kampagnen i forhold til GoMore som afsender.

Det kan godt være, at det er Valentines Day, men hvorfor skal GoMore nu føre singler sammen?

”Vores indsigt bag Valentines-kampagnen, er, at vi ved, at folk bruger samkørsel til at besøge kærester, venner og familie alle steder i landet. Med andre ord ved vi, at vores brugere i forvejen rejser langt for kærlighed.”


Tobias Frandsen Thorup, media manager hos GoMore, er hjertet bag Valentines-kampagnen.

Men tror I reelt set, at kampagnen vil få nogle til at hoppe i en bil og jage kærligheden? Og hvordan skal man overhovedet finde frem til den, som man evt. forelsker sig i på lysavisen?

Tobias Frandsen Thorup, forklarer:

“Vi er ikke Tinder. Men det er bestemt ikke umuligt at finde ham eller hende, man forelsker sig i på lysavisen. Efter billedet med teksten opfordrer vi folk til at følge med på Facebook. I kommentarsporet på Facebook kan man se alle de nominerede og derigennem finde ‘Peter fra Skagen’ eller ‘Birgitte fra Horsens’.” Det kræver selvfølgelig en smule detektivarbejde, men mon ikke at man er villig til det, hvis man har udset sig sin Valentine?”

Han tilføjer:

”Men med kampagnen vil vi grundlæggende også bare rigtig gerne inddrage vores brugere. Det er dem, der skaber vores platform, derfor giver det også rigtig god mening for os, at de er med til at skabe indholdet. Vi startede vores samarbejde med Politikens lysaviser for en måneds tid siden – og de er et oplagt medie til denne kampagne, da der er så mange bilister – vores brugere og potentielle brugere – der passerer forbi og ser dem”.

Go Mores Valentinskampagnen er lavet internt i deres danske marketing- og kommunikationsafdeling og kommer til at køre på lysaviserne i København hele Valentinsdag.