Google på vej til at overhale TV som det største danske medie

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Søgeordsmarkedsføring er vokset markant i de senere år, og samtidig er tv faldet. De er nu så tæt på hinanden, at det ligner et tronskifte i 2014.

Et bemærkelsesværdigt skifte er sandsynligvis ved at ske i det danske reklameforbrug.

Det er ikke mere end fire år siden (i 2010), at TV overhalede både dagbladene og de lokale ugeaviser som det største danske annoncemedie, men allerede nu står TV til selv at blive overhalet.

Det gælder søgeordsannoncering, som i det store og hele udgøres af Google. Siden 2010 er Søgeordsannoncering vokset med omkring 60 pct. til 2,037 mia. kr. i 2013. Det samlede tv-marked omsatte for 2,211 mia. kr.

De sidste 2 år er tv dog faldet med i gennemsnit 6,1 pct., mens Søgeord er steget med 13,3 pct.

I første halvår faldt tv med 5 pct. og er således fortsat den nedadgående trend. Søgeord opgøres kun en gang om året, men forventningen er, at der fortsat er fremgang. og der skal ikke mere end 5 pct. fremgang til Søgeord og 5 pct. tilbagegang til TV, før et tronskifte er en realitet.

“Samlet set er internettet vokset meget i de sidste fem år, og det er en del år siden, at internettet blev den største gruppe. Men Søgeord er vokset mere end andre kanaler, og der er rigtigt meget, der tyder på, at Søgeord vil være det største danske annoncemedie, når vi til foråret gør året 2014 op i Reklameforbrugsundersøgelsen,” siger Ole E. Andersen, der er konsulent på opgørelsen, som hidtil er blevet udfærdiget af Dansk Oplagskontrol.