Gorm Agency opkøbt af Envisions ejer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

First Chair Group har netop opkøbt Gorm Agency og der varsles flere opkøb.

First Chair Group har netop købt Gorm Agency.

Dermed kommer digitalbureauet under samme hat som reklamebureauet Envision, executive search-virksomheden Unique Human Capital og Harbinger Public Relation.

Allerede ved opkøbet af Envision for godt et år siden, meldte First Chair Group ud, at der var planer om at købe flere virksomheder inden for bl.a. digital kommunikation.

Om baggrunden for opkøbet, siger adm. direktør i First Chair Group og ny bestyrelsesformand i Gorm Agency, Jens Frederik Kofoed:

”Vi har mødt nogle ildsjæle, set nogle fremragende digitale løsninger og oplevet rigtig gode resultater for en lang række kunder hos Gorm Agency. Det kan vi få glæde af i hele gruppen. Fremadrettet vil vi sammen med Gorm Agency fortsætte med at udvikle det digitale forretningsområde, som bliver vigtigere og vigtigere. Vi er konstant på udkig efter digitale kompetencer, der kan supplere Gorm.

Dermed lægger Jens Frederik Kofoed op til, at der kan blive tale om flere opkøb også inden for det digitale område og det bekræfter Søren Stemann Beck, adm. direktør i Gorm Agency, mens han fortæller hvorfor man har ladet sig opkøbe:

”Størrelse har en betydning i det marked, vi er i og ved at blive en del af en større gruppe, bliver vi stærkere. Og vi har helt klart et ønske om fortssat at vokse og det kan ske både organisk og ved opkøb.”

På spørgsmålet om, hvorfor det lige blev til First Chair Group, siger Søren Stemann Beck:

”Jeg kender Jens Kofoed fra tidligere, hvor han har siddet i Gorms bestyrelse og vi kommer ind i et setup med nogle interessante virksomheder og nogle fantastiske personligheder.”

First Chair Group køber 60% af aktierne og Gorm Agency fortsætter som selvstændigt bureau med Søren Stemann Beck og de øvrige partnere Kenneth Mørk, Morten Gad og Lasse Øster Jørgensen som daglig ledelse og medejere.

En ledergruppe, der kom til for 7 måneder siden, da Karsten Koed trådte ud af Gorm Agency og kørte videre med tre andre selskaber under Gorm-gruppen.