Jimmy Maymann har prøvet det før. Lige før dot.com boblen brast solgte han NeoIdeo til Leo Burnett og skabte sig en privatøkonomi, der gør, at han “ikke skal bekymre sig om penge”.
Denne gang har han ikke solgt sit selskab – men amerikanske Kennet Invest har for 6,5 mio. Euro (ca. 48 mio. kr.) købt en andel af GoViral, der “ikke er en majoritets-andel”.
“Vi tror så meget på det, vi laver, at vi ikke er interesseret i at sælge selskabet. Men vi tror også, at der kommer til at ske en konsolidering af branchen – ikke i Europa men hen over Atlanten – og nu har vi adgang til nogle mennesker, der kan hjælpe os med det. Om konsolideringen så går den ene eller anden vej, så er vi rustet til at være med”, siger Jimmy Maymann.
Han er en af tre aktionærer nu. Den anden er Claus Moseholm, der var med til at stifte selskabet, mens Kennet Invest er tredje aktionær.
Pengene er bl.a. gået til at rydde op i ejer-strukturen og til at sikre et optionsprogram for selskabets ledere.
GoViral havde i seneste regnskab en bruttoavance på 35-40 mio. kr. og et overskud på 12-13 mio. kr. Der er ca. 50 medarbejdere i selskabet.
Med handlen kan GoViral værdisættes til mindst 100 mio. kr., men det er formentlig betydeligt i underkanten.
Før krisen blev et selskab som GoViral handlet til 15-30 gange overskuddet, men Jimmy Maymann vil ikke udtale sig om hverken størrelsen på andelen, Kennet Invest har købt, eller den faktor, der er opnået enighed om.