Grænsehandel-kæden Fleggard har fået stor opmærksomhed med sin lige-over-grænsen kampagne, som Uncle har skabt. Nu slår Fleggaards ærke-konkurrent, Poetzsch, så tilbage, og til dét formål har kæden valgt nyt bureau, AarhusKontoret, hvis grundstamme alle har Uncle baggrund.
Torsdag aften lancereres på tv et nyt koncept, som bureauet har skabt, og som ikke blot omfatter ny strategi, nyt logo og nyt website (i luften fra mandag) – men også redesign af tilbudsaviser, annoncer og et total-makeover af oplevelsen i butikken.
“Indsigten er sympatisk: Når man nu har købt rigeligt af luksusvarer til en fornuftig pris, så er det oplagt at være stor i slav’et – og dele ud.”
Sådan siger Anders Tranæs, adm. direktør i AarhusKontoret, om kampagnen, der hylder princippet om, at overdrivelse fremmer forståelsen – eller rettere: At grænsehandel kan være en overdreven affære.
“Med tilbud som 576 øl til 888 kr. er det ingen sag for de fleste at være den glade giver og invitere hele nabolaget eller fodboldklubben på f.eks. en kold pilsner,” siger Anders Tranæs.
Hos AarhusKontoret har Jonas Nørregaard i sin tid været involveret i netop Fleggaard-kampagnen – og Anders Tranæs siger om baggrunden for samarbejdet:
“Poetzsch valgte os for vores forhåndskendskab til grænsehandel. De har længe levet godt og stille, men nu skal der ske noget. De har ikke haft noget bureau igennem længere tid, før de kom til os.”
Hamstrings-genet kan vækkes hos de fleste i en grænsehandel-butik, men for enkelte Poetzsch-kunder viser det sig mere end vanskeligt at forvalte den nyligt oplevede overflod – og misfortolker begrebet at dele. Det er omdrejningspunktet i reklamefilmen, der er produceret i samarbejde med Le Grand Danois og instrueret af Peter Harton.
Det er i flere henseender en premiere-uge for AarhusKontoret, idet bureauet i går lancerede en opfølger til de radiospots for T.Hansen, som fik hhv. en shortliste og sølv ved årets Creative Circle Award.
Denne gang – i perioden med den første morgenfrost – er det vinterdæk, der promoveres. Det sker med serien “Top 3 over ting, der bør bremses hurtigst muligt”. Hør et af spottene her – og et andet her.