Grøn formand for PR-branchen

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Morten Grøn er valgt som ny formand i Public Relations Branchen – en post, der blev ledig, da Jens Kofoed trak sig.

Brancheforeningen Public Relations Branchen valgte på en ekstraordinær generalforsamling i går ny formand. Det er Morten Grøn, der er partner i Kommunikationsfirmaet Grøn Ejvin Andersen – samt ekstern lektor på masteruddannelsen i International Virksomhedskommunikation ved Syddansk Universitet.

Behovet for ny frontfigur opstod, da den hidtidige formand, Jens Kofoed, trak sig som følge af at have afhændet sin ejerandel i Hill & Knowlton, hvor han samtidig fratrådte sin stilling som adm.direktør.

Valget af Morten Grøn som ny formand sker som et led i en strategi om at styrke Public Relations Branchen. I pressemeddelelse fra PR-branchen udtaler Morten Grøn:

“Flere medier, et stadigt mere komplekst stakeholderbillede og voksende politisk bevågenhed stiller stadigt større krav til virksomhedernes strategiske kommunikation. I en tid hvor virksomheder, organisationer og politikere i stigende grad konkurrerer på troværdighed, relevans og legitimitet har vores branche præcis den viden og de værktøjer, der er behov for. Den position skal slås endnu stærkere fast i markedets bevidsthed.”

Herudover blev Nikolaj Burchardt, direktør og partner i Mannov, valgt som nyt medlem af bestyrelsen. Både Morten Grøn og Nikolaj Burchardt blev valgt enstemmigt.

Resten af bestyrelsen består af næstformand, Jan Boman, Boman Kommunikation, Søren Kaster, partner og direktør i KasterGaarbo samt Lisbeth Wirgowitsch, KommunikationsGruppen.