Der har i det seneste halve år været mange markante jobskifter blandt kreative. Simon Wooller gik fra Saatchi til Halbye Kaag JWT, og Christian Nielsen forlod Brandhouse før han var startet også til fordel for Halbye Kaag.
Hertil er kommet jobskifter blandt en række yngre kreative hos Saatchi.
De problemer løste Saatchi ved at hente Lars Harmann og Lars Schmidt fra Bark, mens man hos Partners fandt Peter Boye som bureauets nye kreative direktør. Han tog Henrik Tvilling med sig fra Wibroe, Duckert & Partners.
Her er man så begyndt at fylde hullet efter de to, og det er gået ud over Grey København.
Bureauets kreative direktør, Thomas Torp, har nemlig valgt at takke ja til et tilbud om at vende tilbage til Partners, som han forlod for godt tre år siden.
I første omgang til fordel for et job hos Propaganda McCann. Dette holdt dog kun kort, hvorefter han gik til Grey København, hvor han bl.a. har været med til at lande Toms – en kunde han kender godt fra sin tid hos Partners, hvor han var med til at udvikle Familien Tomsen.
“Da jeg fik buddet tænkte jeg over det i et lidt tid, men jeg må nok indrømme, at jeg har fået hjemve,” siger Thomas Torp.
Han forlod oprindeligt Partners af personlige årsager, og for at få mere plads til at prøve sig selv af.
“Men dels er der sket noget hos Partners siden, jeg forlod bureauet, og dels passer det mig meget godt at komme tilbage til et sted, hvor beslutningsgangene er korte og hurtige, og hvor jeg alene skal koncentrere mig om kreativ og kampagne-udvikling frem for ledelsen af en kreativ afdeling,” siger Thomas Torp.
Det er ikke tanken, at han som sådan skal udgøre et team sammen med nogen, men det ligger i kortene, at han kommer til at arbejde en del sammen med Rasmus Moltke.
“Og det glæder jeg mig til, for han supplerer de mangler, jeg har,” siger Thomas Torp.
Det er ikke lykkedes at få kontakt til Grey København’s adm. dir. Peter Ferslew for at høre, om Thomas Torp’s afgang fører til ændringer.
Thomas Torp tiltræder hos Partners d. 1. august, men det ligger endnu ikke fast, hvordan hans sidste måneder på Grey kommer til at foregå.