Deltagerfeltet i bureaukonkurrencen om Toms-mærket blev i dag konkretiseret en kende, da Grey København blev identificeret som medvirkende.
Direkte adspurgt om Grey København deltager i konkurrencen svarer bureauets adm. direktør, Peter Ferslew:
“Det kan jeg bekræfte. Det drejer sig ganske rigtigt om Toms-mærket, og vi er blevet bedt om at komme med et oplæg. Det har vi så præsenteret.”
Peter Ferslew tilføjer, at også Wibroe, Duckert & Partners, Toms-bureauet siden 2001, har afleveret et oplæg – det skulle være sket tidligere i forløbet. Yderligere kommentarer ønsker Peter Ferslew ikke at knytte til den igangværende bureaukonkurrence, således heller ikke til hvem de andre to deltagende bureauer kunne være.
Derfor er eksempelvis Familien Tomsens fremtid fortsat uvis. Det vides ikke, hvordan Toms stiller sig fremadrettet til universet skabt af Partners. Adm. direktør hos Toms, Jesper Møller, har over for Bureaubiz alene villet bekræfte, at man har sat en bureaukonkurrence i gang.