Med to tidligere bureaupartnere som front-figurer, etablerer GroupM nu et bureau inden for et nyt forretningsområde.
De to, der skal lede bureauet er Jacob Fruensgaard Øe som managing director og Mette Theilgaard med titel af customer experience director. De kommer begge fra Hatch & Bloom, som de var med til at stifte og drive gennem 10 år.
Det nye bureau hedder Flip Studio og tilføjer forretningsområdet customer experience, som dækker over servicedesign, brand-design og business-design.
”De tre dimensioner udgør tilsammen det, vi betegner som customer experience design. Vores metodiske tilgang er designtænkning sammensmeltet med GroupMs medie- og teknologi-kompetencer,” siger Jacob Fruensgaard Øe.
Mette Theilgaard og Jacob Fruensgaard Øe og endnu 4-5 medarbejdere, som man er ved at ansætte, skal sidde fysisk sammen med GroupM.
”Hele ideen er at bygge en virksomhed op, der fungerer på egne vilkår, men udnytter synergien med GroupMs mange eksperter. Det kræver at vi har mulighed for at sparre med hele det community, som GroupM udgør. Vi er i øvrigt blevet taget utrolig godt imod. Det har været meget overvældende og tegner godt for det faglige samarbejde,” siger Jacob Fruensgaard Øe.
CEO i GroupM Nordic og bestyrelsesformand i Flip Studio Jonas Hemmingsen ser det nye selskab som et svar på en af største udfordringer for mange brands:
”Kundeoplevelsen er afgørende for virksomhederne og vores relation til brands bygges stærkest gennem den oplevelse og service, som leveres gennem kunderejsen. Vores vision for Flip Studio er både at levere den analyse og indsigt, der viser hvor i kunderejsen brandet kan styrkes, og komme med konkrete løsninger på hvordan man kan gøre kundeoplevelsen relevant og differentierende.”
Jacob Fruensgaard uddyber, at Flip Studio kombinerer GroupMs kompetence og teknologiplatform med adfærdsdesign.
”Konkret betyder det, at vi kombinerer meget store datamængder med bl.a. AI og machine learning – bl.a. fra IBM Watson, som GroupM har partnerskab med – og matcher denne indsigt med dyb indsigt i menneskelig adfærd, som vi får gennem sociologiske og antropologiske feltstudier.”
Han fortsætter:
“Det skaber et unikt løsningsrum, hvor vi sammen med brugerne kan udvikle prototyper på services og produkter. Ofte giver det en type løsninger, som efterkommer uerkendte ønsker og behov, som brugerne slet ikke ved, de efterspørger. Det giver store konkurrencefordele og fundamentalt mere loyale brugere.”
Flip Studio arbejder allerede for en del kunder, bl.a. Kvik, Copenhagen Marathon og et nyt landsækkende tandlæge-brand. Flere af dem er taget med videre fra Hatch & Bloom. Det skyldes, at selskabet Hatch & Bloom er afviklet og retten til bureaunavnet og brand er solgt videre til en af de tidligere partnere, Michael Keissner
Planen er desuden at der skal være Flip Studio-kontorer i Stockholm og Helsinki i 2018.