GroupM Nordic lægger sine to bureauer Business Science og Flip Studio sammen under navnet Acceleration. Og til at stå i spidsen for den nye konsulent-enhed har man hentet Marianne Hjaltelin fra Hjaltelin Stahl – Part of Accenture Interative, hvor hun var managing diretor Norden.
Fokusområderne for den nye enhed, som også lanceres globalt, er data science, experience design og Googles marketing- og cloudplatforme. Med et årligt mediebudget på over 50 milliarder dollars er GroupM allerede en af de største spillere på det internationale annoncemarked, skriver GroupM i sin pressemeddelelse, hvor man tilføjer, at “den nye konsulentvirksomhed skal dyrke kompetencer og områder, der kan udvide og forbedre organisationens digitale ydelser til kunderne.”
“De seneste års digitale udvikling har på mange måder vendt op og ned på den måde, virksomheder driver deres markedsføring på, og derfor er vi også nødt til at udvikle os. Derfor skal Acceleration være en konsulentvirksomhed, der gør os i stand til bedre og bredere at fokusere på vores kunders løbende vækst. Samtidig har vi nogle unikke kompetencer i vores Flip Studio og Business Science, som vi gennem Acceleration kan bringe ud til kunder i hele verden,” siger Paw Saxgren, der i forbindelse med lanceringen af det nye bureau skifter sin nuværende stilling som COO i GroupM Nordic ud med en international rolle som global chief product officer i det nye Acceleration.
Global Google-partner
På globalt niveau bliver Acceleration Googles største Premier Partner, og hos GroupM vurderer man, at netop det marked har et potentiale på flere milliarder dollars, som Acceleration skal være med til at vinde.
“Når vi kigger på Googles platformløsninger, kan vi konstatere, at markedet allerede i dag er meget stort, og at det vokser massivt hvert år. Derfor er det naturligvis også et sted, hvor GroupM skal være langt mere til stede for at kunne hjælpe vores kunder. Det kræver dog, at vi kan øge vores specialisering på området og sætte den i spil sammen med GroupMs øvrige globale bureauer,” siger Paw Saxgren.
Marianne Hjaltelin tiltræder sin stilling til december.
De øvrige enheder i GroupM er Mindshare, Wavemaker og Mediacom.