Guava-aktien på et nyt lavpunkt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Guava har skiftet markedsplads på First North børsen. Håbet er, at det vil hjælpe på handlen – og det har aktien i den grad brug for. En aktie koster nu blot 35 øre og bureauet er blot 40 mio. kr. værd.

Danmarks eneste børsnoterede bureau, Guava A/S, der hidtil er handlet på First North, rykker nu en klasse op i First North Premier.

For at være noteret her stiller det øgede krav til virksomhederne, som derved kan rykke endnu tættere på hovedmarkedet på Nasdaq OMX. First North vurderer, at virksomhederne i den nye gruppe vil opnå større synlighed og højere troværdighed hos investorerne.

Guava er det første danske selskab, der indtræder på den nye markedsplads, og hos bureauet håber man på, at det kan tiltrække nye investorer. Hvilket i den grader noget, som selskabet kan have brug.

Guava har nemlig inden for de seneste par uger taget endnu et dyk, og har nu en så lav kurs, at skulle man købe en enkelt aktie kontant, ville der ikke være gangbar mønt til at gøre det, idet dagens kurs på 35 øre er tættere på den udgåede 25-øre.

Aktien er således faldet med over 90 pct. siden sommer, og bureauet har nu en samlet markedsværdi på ikke mere end 40 mio. kr.

En af årsagerne til faldet er, at en del i ejerkredsen – bl.a. Peter Forchhammer – har fået sat deres aktier på tvangssalg.

Hvorfor aktien er faldet yderligere inden for de seneste uger, har adm. dir. Brian Mertz Pedersen ikke nogen præcis forklaring på.

“Der handles ikke mange aktier, og derfor er kursen meget volatil, Der skal ikke meget til at få den til at hoppe den ene eller anden vej”, siger Brian Mertz Pedersen.