Guava får ny chef for sin danske forretning

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet samler sin danske organisation under ledelse af Morten Petersen, der kom til firmaet for godt to år siden.

Guava strømliner nu sin danske forretning, der hidtil har bestået af tre dele. Fremover vil de blive samlet til en organisation under ledelse af Morten Petersen.

Han har været i firmaet i knap 2 ½ år, og har dermed taget hele turen fra Notabene.net, der blev til Guava og siden kom i voldsomt økonomisk uføre for endelig at blive overtaget af franske Netbooster.

Morten Petersen kom til Notabene.net fra et job som konsulent i Mirrorman og har desuden en fortid hos TDC. Senest havde han ansvaret for Guava Online Marketing, som altså nu bliver lagt sammen med Guava Affiliate Marketing og Guava Communication.

Sidstnævnte er dog blevet en ganske beskeden forretning efter, at man frasolgte, de strategiske og kreative kompetencer til Jacob Nyborg. Tilbage er dialog-delen i Århus

Ialt gælder organisationsomlægningen godt 50 medarbejdere, og Morten Petersen glæder sig over de nye tider, hvor der er skabt ro om forretningen.

“Vi har fået fuld opbakning til at udvikle forretningen,” siger Morten Petersen og fortsætter:

“Man kan sige, at vi strammede forretningen op allerede, da vi solgte aktiviteter fra til Jacob Nyborg, så det er denne udvikling, vi fortsætter. Vi vil komme til at have fokus på vores kerneforretning som omfatter bl.a. search, analytics, sociale medier og teknologi. Hertil kommer affiliate marketing, som skal udvikles fortsat, men i første omgang vil komme til at leve lidt mere sit eget liv.”

Morten Petersen siger videre, at man på sigt vil udvikle strategiske og kreative kompetencer.

“Affiliate vil også komme til at blive integreret mere med de øvrige aktiviteter, fordi der vil være synergier at hente for kunderne. Men der bliver tale om en kontrolleret udvikling. Jeg kommer ikke til at gå ud og sige, at vi kan det hele, før vi rent faktisk kan det.”