Guava jubler: overskud i et kvartal

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Online-virksomheden slås dog fortsat med faldende omsætning – ikke kun på grund af frasalg. Det engelske marked trækker ned.

For første gang i halvandet år. Således lyder det jublende budskab fra Guava. Virksomheden har præsteret et kvartal med overskud – nemlig juli kvartal, der er det første i selskabets regnskabsår.

Og den første regnskabsmeddelelse efter direktør-skiftet, hvor Nils Carlsson overtog efter Brian Mertz Pedersen.

Sidstnævnte fratrådte i begyndelsen af oktober, så han var direktør i den omtalte regnskabsperiode.

Det har dog været nødvendigt at vælge det rigtige sted at slå ned i talkolonnerne for at finde overskuddet. Regnskabsteknisk hedder det EBITDA hvilket betyder, at det er før af- og nedskrivninger.

Her finder man et overskud på 0,5 mio. mod et minus på 4,4 mio. i samme periode året før.

Hopper man et par linjer længere ned til det, der hedder primær drift, så står der fortsat et underskud – nemlig -1,1 mio. mod -12,5 mio. kr.

Omsætningen i perioden faldt med næsten en tredjedel til 36,4 mio. kr. En hel del kan tilskrives frasalg, men selv korrigeret for disse måtte selskabet notere et fald på 17,5 pct.

Det er det engelske marked, der driller, og selskabet oplyser, at man efter d. 30. september har fyret sin engelske direktør Graeme Radford og overdraget ledelsesansvaret til Lucy Cokes.