Guava på jagt efter nye investorer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Problemer blandt de store aktionærer er årsagen til aktiens massive kursfald, og derfor arbejdes der på at finde investorer til at overtage flere store poster.

En god del af forklaringen på de massive kursfald i Guava-aktien skal selvfølgelig findes i de generelt voldsomme fald, verdens aktiemarkeder har oplevet i dette efterår.

Aktien er dog faldet mere end gennemsnittet.

Guava er faldet ca. 90 pct. siden årsskiftet, mens udviklingen på First North, hvor aktien er noteret, viser et fald på “kun” ca. 65 pct.

Forklaringen på det store fald er, at Guava blandt sine storaktionærer finder folk og selskaber, der er gået ned eller er under hårdt pres, og hvor bankerne har sat et tvangssalg i gang.

Adm. dr. Brian Mertz Petersen vurderer, at der er ca. 25 mio. aktier i spil i denne sammenhæng – aktier som med den nuværende kurs er 13-14 mio. kr. værd – og at disse store blokke skal placeres, før aktien igen kan få et mere normalt liv.

“Vi arbejder derfor på at finde nye investorer til disse aktier, og jeg håber det kan falde på plads i første halvdel af 2009. Men tiderne er anderledes. For et år siden kunne man finde kapital nærmest blot ved at løfte telefonen. Så let går det ikke i dag”, siger Brian Mertz Petersen.

Han fortæller videre, at det er finansielle investorer, man søger blandt.

Den samlede markedsværdi på Guava ligger på ca. 60 mio. kr. – som altså er prisen for et bureau, der i seneste regnskabsår havde en bruttoavance på ca. 135 mio. kr.

Guava har tidligere ændret warrants-programmet over for medarbejderne, fordi kursen var faldet så meget, at det var uinteressant som incentive.

Det var i oktober, hvor kursen var ca. 1,60. Siden er kursen faldet til blot en tredjedel af dette, men der kommer ikke nye redningsaktioner på programmet, fortæller Brian Mertz Petersen.

“Vi knokler for selskabet”, siger Brian Mertz Petersen og tilføjer, at bureauet bl.a. arbejder med kunderne på at udvikle den rette kommunikation i krisetider.