Klumme er utilfreds. Den fik ingen Creative Award i fredags. Og det er min skyld! Et faktum jeg ikke kan løbe fra al den stund, at jeg ikke havde sendt et arbejde ind, hvilket Klumme ikke vidste, at man skulle, så den var sikker på, at den skulle på scenen.
Den var så spændt, at vi var nær aldrig kommet ud af døren, fordi den brugte oceaner af tid foran spejlet for at finde det helt rigtige casual, henkastede, let krøllede og forvaskede look, men af sted kom vi da til sidst.
Heldigvis var det ikke svært at finde en plads i salen, da den var mindre end halvt fyldt, hvilket gav godt med albuerum, men også fik klapsalverne til at lyde noget spredte, imens den skingre konferencier jagtede igennem de mange kategorier. Vinderne væltede op og ned fra scenen i et hæsblæsende tempo, og man skulle holde øjne og ører stive for at følge med.
Spændende var det dog alligevel, ikke mindst for Klumme, der – fandt jeg bagefter ud af – hele tiden var optaget af at finde ud af, hvilken kategori den skulle hente guld i.
Det eneste, der kunne distrahere den, var de mange bryster, der prægede showet. Ikke mindst det af Fleggaard sponserede indslag, hvor der først var bare bryster på lærredet og derefter en hel hær af smukke, unge piger, som delte øl ud til publikum i salen, gjorde stor lykke hos den lille gris.
Vil man have opmærksomhed, er der intet nyt under solen. Bare piger skal nok gøre tricket.
Da det til sidst stod klart, at Klumme ikke skulle på scenen, gik den på værtshus i nedtrykt sindstilstand, hvilket faktisk var en lettelse for mig, så jeg slap for at have den på slæb resten af aftenen.
Og det var en god aften med masser af selskabelige reklamefolk, der minglede og hyggesnakkede om finanskrisen og alle dens urimelige følgevirkninger. Ingen tvivl om, at det er hårdt at være reklamemand i disse tider, selvom alle gjorde sig umage med at pakke deres vanskeligheder ind i nydelige omskrivninger for at opretholde succesfacaden.
Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget, og der vil med stor sandsynlighed blive sat turbo på den udvikling, der allerede er i gang. Det er ikke nødvendigvis filmkategorierne, der er de mest interessante, men alle mulige andre og mindre omkostningsfulde men mere målrettede tiltag, der rummer den mest effektive kreativitet.
Jeg gik i det mindste hjem med en fornemmelse af, at godt nok havde der været mange kategorier, og godt nok gik det stærkt, men sådan må det nødvendigvis være nu om stunder, hvor mediebilledet er blevet så fragmenteret.
Vanskeligheden ligger i, at publikum i salen ikke nødvendigvis har stiftet bekendtskab med de indsendte arbejder, da der sker så meget interessant i så mange afkroge af den kommercielle verden, at man umuligt kan følge med i det hele.
Det gør selve arrangementet så meget desto mere vigtigt, fordi det er en sjælden anledning til at få øjnene op for interessante nyskabelser, interessante nye bureauer og interessante nye reklametalenter, man aldrig i sit liv har hørt om før.
Der ligger noget af en udfordring for arrangementskomiteen, da mængden af kategorier kun kan vokse og mængden af små, nye kreative specialbureauer ligeså. Alle de reklamefolk, der bliver sat på gaden i disse måneder, skal jo finde afløb for deres talent, og en del af dem vil sikkert ende med at få foden under eget bord, hvilket giver os andre og annoncørerne nye bureaubrands at holde øje med.
Og branding af bureauer er ikke en disciplin, mange reklamefolk mestrer. Her gælder det gamle ordsprog om, at lægens unger altid er snottede og malerens stakit altid skaller. Ikke en kæft ud over den nærmeste familie kender de nye bureauer, hvilket er synd og skam.
Lad dette være en opfordring til at åbne en ny kategori, der premierer det bureau, der er bedst til at brande sig selv, selvom jeg sikkert vil få et hyr med at holde styr på Klumme i den anledning.
