Håb forude: Erhvervsministeren vil overveje standard for offentlige udbud

Peter Engholm
25@mail.dk

Offentlige myndigheder leverer fortsat eksempler på gyselige udbud, men der er forår i luften, mener branche-direktør. En ny standard for udbud blandt bureauer kan være på vej.

Hvad enten man frustreres personligt over de offentlige udbud eller læser om dem på Bureaubiz, så står det klart, at udbuddene let kan gøres bedre – det gælder lige fra opsættelsen til udførelsen.

Senest har Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, efter en længere proces, placeret ikke færre end 10 bureauer på en rammeaftale på et beskedent budget – så beskedent, at der i det første års tid endnu ikke har været nogen opgaver i udbud.

Men der er bedring på vej, mener direktøren for Kreativitet & Kommunikation, Tine Aurvig-Huggenberger.

”Jeg har fået tilsagn fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen - da han talte på Dansk Erhvervs rådgiverdag - om, at ministeriet vil kigge på en standard for offentlige udbud på det kreative og rådgivende område. Det er åbenlyst, at der er transaktionsomkostninger på begge sider af bordet. Det skyldes, at udbuddene ofte er unødvendigt komplicerede og ressourcekrævende,” siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Derfor arbejder brancheforeningens jurister, Aslaug Kleve og Tina Bøggild, på et udkast, der kan komme med i ministeriets overvejelser:

”Det handler basalt set om to ting: At forenkle udbuddene, under skyldig hensyntagen til lovgivningen og EU’s udbudsdirektiv, og at begrænse det ekstremt uheldige ønske fra myndighedernes side om at ville se hele kampagner rullet ud fra bureauerne som led i udbuddet. Det kan gøres smidigere, for at spilde hinandens tid er nu engang ikke fornuftigt,” siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Det lyder jo ligetil – og det er det faktisk også. For erhvervsministeren er ikke ene om at lufte forståelse for, at det kreative og rådgivende område ikke kan sidestilles med kontorartikler, og at udbuddene derfor kan gennemføres på anden måde end i dag.

”Vi har en procedure med vores medlemsbureauer; at de henvender sig til os, når de oplever udbud med urimelige betingelser. Disse henvendelser har der været mange af, men det har på den anden side medført, at vi har været i dialog med en række myndigheder, bl.a. Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen – og det har været en fornuftig dialog,” siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hun tilføjer:

”For nogle år siden herskede der en uhyre usund kultur hos myndighederne, der hverken begrænsede mængden af bureauer eller af det arbejde, de skulle udføre i processen. Men sammenlignet med bare et år siden er vi nået forholdsvis langt i processen. Selvfølgelig er ikke alle problemer løst, men der er stigende erkendelse blandt myndigheder om at få gjort noget ved dem.”

Som eksempel på de forholdsvis nye udbuds-vinde nævner Tine Aurvig-Huggenberger førnævnte Københavns Kommune:

”Kommunen har alle sine kommunikationsydelser i udbud. Den 7. januar har kommunen indbudt bureauer til en drøftelse om udbuddet – kald det et kemi-møde eller en forventningsafstemmelse. Jeg fornemmer, at kommunen er lydhør, og jeg opfordrer alle interesserede bureauer i at deltage i mødet.”