Stifterne af The Orbit Agency – Simon Wooller (tv.) og Thomas Thorstholm.
I slutningen af forrige måned sagde ledelsen i Halbye Kaag JWT farvel -– adm. direktør Thomas Thorstholm og kreativ direktør (executive) Simon Wooller var ikke enige med ejerne i London om den fremadrettede udvikling.
Farvellet var så pænt, at makkerparret dels stadig udfører opgaver for JWT, dels ikke er bundet af lange konkurrenceklausuler.
Af samme grund kan Thomas Thorstholm og Simon Wooller allerede – med officiel åbning dags dato – præsentere deres bud på en fremadrettet udvikling. Og det sker i form af et nyt bureau; The Orbit Agency.
”Verden manglede ikke endnu et reklamebureau. Så vi satte os for at skabe noget helt anderledes,” er ordene, som først møder én på bureauets hjemmeside.
Hvad dette helt anderledes er, giver Thomas Thorstholm en forklaring på her:
”Vi har set et behov for, at nogle arbejder i snitfeltet mellem store datamængder og fremadrettet adfærd. De store datamængder lever ofte blot i powerpoints og skaber sjældent ny adfærd.”
Han tilføjer:
“Med Orbit vil vi komme ud af elfenbenstårnet, hvor bureauet typisk har siddet med og arbejdet videre med briefen og sidenhen præsenteret løsningen for kunden. Vores metode er ved at tage verden derud mere alvorligt. Vi laver en proces, hvor vi åbner for hele udfoldelsesrummet og validerer med forbrugerne – vel at mærke før end vi går ud.”
Tilgangen gør ifølge Thormas Thorstholm, at bureauet i sin spæde start og i de første projekter i lige så høj grad har talt med innovations- og analyseafdelinger som marketingafdelinger.
“Et centralt element i en klassisk brief er buskabet. Vores tilgang er budskabsmodellering. At udfordre og udforske alle måder at italesætte produktet eller servicen. En hurtig proces, hvor vi afdækker, om vi kan tilbyde noget, folk vil høre om og engagere sig i. Jeg har aldrig fået en brief, hvor budskabet holdt hele vejen igennem – og jeg skal skynde mig at sige, at det heller ikke er lykkedes mig at gætte rigtigt – altså hvilket budskab, det endte med,” siger Thomas Thorstholm.
De to partnere kalder deres tilgang og metodik for The Echo Effect – og det kan en artikel på Bureaubiz ikke fyldestgørende redegøre for. Det kræver en bog, og den er faktisk på trapperne – efter sommeren. Bogen kommer til at omhandle det paradigmeskift i udviklingen af kommunikation, som bliver gjort muligt med integrationen af data i kreative processer.
Thomas Thorstholm ser ikke The Orbit Agency som et potentielt leadbureau, men bl.a. som et supplement til bureauer. Han tror, at der kommer til at blive nogle flere på bureauet, men ambitionen går ikke medarbejder-antallet:
“Ambitionen er at skabe noget nyt – en nytilgang, som giver resultat hos kunderne – og som derved gør det motiverende for os at gå på arbejde,” siger Thomas Thorstholm.