Halbye Kaag har gaflet endnu et Tulip-budget

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tulip placerer helst sine mærker på forskellige bureauer. Men nu er det lykkedes for Halby Kaag at gafle et ekstra budget. Uden forudgående konkurrence.

Gør mere for at sælge til de kunder, bureauet allerede har. Således opfordrede bureaukonsulenten, Dan Hestbæk, for nylig på Bureaubiz.

Men den opfordring behøvede han ikke give til Halbye Kaag. Bureauet håndterer Gøl-budgettet fra Tulip, men præsenterede virksomheden for et oplæg fra kreativ dir. Carsten Kaag til udvikling af markedsføringen af Steff Houlberg.

Resultat?

Budgettet er nu flyttet fra Scanad til Halbye Kaag. Uden forudgående konkurrence.

“Normalt er vi ikke meget for at lægge to mærker hos det samme bureau, fordi vi er bange for, at det bliver et A og et B budget. Men vi stod for at overveje, hvad der skulle ske med Steff Houlberg, og vi har stor tiltro til Thomas Thorstholm og Carsten Kaag via det arbejde, de har lavet på Gøl, så nu prøver vi det af”, siger Category Manager, Mads Aagaard, Tulip og tilføjer:

“Carsten Kaag er ind imellem mere strategisk end kreativ, så når vi skal præsentere noget for vores direktør, tager vi gerne ham med. Det fungerer rigtig godt”.

Halbye Kaag har allerede lavet det første i form af et lille spot til et Formel 1 sponsorat (se filmen her), og nu skal arbejdet så i gang med at udvikle en ny kommunikationsplatform, der skal binde markedsføringen mere sammen på tværs af de områder, hvor Steff Houlberg er synlig.

“Vi er til stede både i butikker, i pølsevogne og på mange stadions, så det er nogle meget forskellige områder, bureauet skal sætte sig ind i. Vores ambition er at sikre, at vi i højere grad siger det samme alle steder”, siger Mads Aagaard og peger desuden på ønsket om at udvikle nye kreative ideer til at udnytte tilstedeværelsen på stadions.

“Vi skal væk fra populært sagt at vente på, at alle kommer i pausen for at købe en pølse, og skal søge at udvikle nogle ideer til at være mere synlig og mere til stede over for publikum”, siger Mads Aaagaard.

Adm. dir. Thomas Thorstholm, Halbye Kaag JWT, lægger vægt på det tætte samarbejde:

“Tulip har i høj grad inviteret til et samarbejde i ordets bogstavelige forstand. Og når vi sammen formår at komme ud over leverandør-kundeforholdet, så kan det også tydeligt aflæses i resultaterne”.

Tulip har tidligere arbejdet med Wibroe, Duckert & Partners om en overordnet branding af Tulip-mærket, men er nu skiftet over til at placere de enkelte mærker hos forskellige bureauer.

Scanad har godt nok mistet Steff Houlberg, men er fortsat bureau på Mou. Hertil kommer Den Grønne Slagter hos Bark Copehagen og Tulip-mærket hos &Co.