Internationale forhold har på det seneste givet Halbye Kaag JWT en god og en dårlig nyhed. Den dårlige er, at en af bureauets største kunder, Kellogg’s, har valgt at flytte en stor del af sin markedsføring fra JWT til Leo Burnett. Kun i Asien beholder JWT Kellogg’s.
Den gode er, at bureauet får mere og mere arbejde på Cadbury’s tyggegummi-mærke, Stimorol.
Hvad angår Stimorol, så fik Halbye Kaag JWT først et online-projekt, der gik ud på at bygge en fælles platform for de lokale Stimorol-websites, siden fulgte en instore-kampagne.
Halbye Kaag JWT har på den måde stille, men sikkert arbejdet sig ind på mærket, og til næste år følger en kampagne for Stimorol Senses, der kombinerer traditionelle medier, promotion, instore og online. Kampagnen dækker Norden samt Belgien, Holland og Schweiz.
“Det er en meget velkommen bekræftelse af vores fokus på kanal-optimerende løsninger. Vi skaber sammenhæng, men arbejder med at udnytte hver kanal optimalt. Og det er selvfølgelig dejligt, når en markant kunde som Cadbury køber ind i tankegangen,” siger Thomas Thorstholm, adm. direktør i Halbye Kaag JWT.
Hidtil har Saatchi & Saatchi i København håndteret det tidligere dansk-ejede tyggegummi-mærke i Norden, mens Halbye Kaag JWT har taget sig af V6. I takt med at Cadbury’s nordisk marketingorganisation er flyttet fra Malmø til Schweiz er samarbejdet med Saatchi blevet mindre, og Halbye Kaag JWT’s adgang til Stimorol er da også gået via JWT i London, der er Cadburys leadbureau på et helt tredje tyggegummi-mærke, Trident.
“Når det gælder internationale kampagner, varierer vores indflydelse fra gang til gang. I forbindelse med Stimorol Senses er udgangspunktet en tv-reklame, hvor vi har så står bag alt det øvrige materiale,” siger Thomas Thorstholm.
Hvad angår Kellogg’s, er situationen ikke endelig afklaret i Danmark. Leo Burnett, der fremover bliver Kellogg-bureauet i bl.a. USA og Europa, er del af Publicis-gruppen, men brandet er ikke repræsenteret i Danmark. Det er Publicis gennem det taktiske bureau X2M, Reputation og Saatchi & Saatchi.
Når tingene endnu ikke er faldet helt på plads, hvilket først forventes at ske et stykke inde i det nye år, så skyldes det, at Kellogg hidtil har kørt med ganske decentrale bureaumodeller og nu skal til at styre tingene fra mere centralt hold.