Halvdelen af omsætning i jysk bureau kommer fra København

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Nu etablerer aarhusianske Creative Zoo sig for alvor i København og søger flere medarbejdere.

For et par år siden sendte aarhusianske Creative ZOO en medarbejder til København og installerede medarbejderen i et kontorfællesskab. Nu er denne ene medarbejder blevet til fem, og derfor har man brug for et eget kontor, hvorfor man etablerer sig i nye lokaler på Islands Brygge.

Den store tilgang af medarbejdere skyldes, at der er kommet gang i kundetilgangen, faktisk så meget, at halvdelen af omsætningen i dag kommer fra københavnerkontoret. Kunderne er bl.a. Scleroseforeningen, Gymnasieskolen, Tandlægeforeningen, SWERWIZ og Ugeskrift for Læger . Senest har Creative ZOO indgået et samarbejde med HK Stat.

De nye lokaler giver desuden mulighed for at øge medarbejderstaben op til 15 medarbejdere, og lige nu søger man en strategic advisor. 

“Det er vores ambition at være tæt på vores kunder. Vi gennemfører mange workshops og strategiske processer, og det giver mest for alle, når vi kan kigge hinanden i øjnene fremfor at se på en skærm. Vi er stolte over den vækst, vi har haft især på organisationsmarkedet, hvor nye kunder som Scleroseforeningen og HK Stat er kommet til, som begge har base i København. For os er det vigtigt med en lokation tæt på kunderne, og det har vi nu,” siger managing director Marie Bysted.