Hanne Schmidt ude af Propaganda McCann

Peter Engholm
25@mail.dk

Skilsmissen i Propaganda McCann, der ellers blev betegnet som ”lykkelig”, fik gevaldige ridser i lakken, da partneren Hanne Schmidt kort før jul stoppede med øjeblikkelig virkning.

Propaganda og McCann skiltes officielt 1. januar for at blive til tre selvstændige bureauer, men før det kom så vidt i dét, som parterne understregede var en lykkelig skilsmisse, gik én af bureauets partnere ud ad døren før tiden.

Det var Hanne Schmidt – den af Propaganda McCanns otte partnere, som stod til at følge adm. direktør Bjørn Stene med over i det danske McCann World Group. Afskeden skete ifølge Bureaubiz’ oplysninger kort før jul.

Dermed fik skilsmissen en mere dramatisk optakt, end nogen af parterne kunne have forudset.

Over for Bureaubiz bekræfter Bjørn Stene, at Hanne Schmidt ikke længere er på bureauet. Det sker med ordene “Vi er blevet nødt til at opsige Hanne Schmidt med øjeblikkelig virkning. Vi ønsker hende held og lykke”.

Men om årsagen har han kun denne kommentar:

“Det er et internt anliggende mellem Hanne Schmidt og McCann. “

Det vides således ikke, om det var en brat uoverensstemmelse mellem Bjørn Stene og Hanne Schmidt, der var årsagen til stoppet. Til gengæld er der – for så vidt angår udmeldinger – god overensstemmelse partnerne imellem. Hanne Schmidt er i al fald tilsvarende kortfattet og kontant:

“Jeg er ikke længere på McCann, og mere er der ikke at sige om det.”

Hvad der herefter skal ske, vil Hanne Schmidt måske godt sige noget mere konkret om – hvis ellers hun selv vidste det:

“Vi er i en tid med meget løsgængersnak. Selv er jeg nødt til at se mulighederne an – være lidt længere i spyttet og tænke efter. Dette har været min arbejdsplads gennem 14 år, så der er rusket gevaldigt op i det hele – og der er mange gode ting at tage med videre. Jeg har meget at se til lige nu, samtidig med at jeg har en vældig lyst til at gå i dialog med mine omgivelser,” siger Hanne Schmidt.

Skal du med over i et af de to andre bureauer, der er skabt i kølvandet på Propaganda McCann-skilsmissen?

“Nej, det skal jeg ikke. Intet nyt karriereforløb ligger klart lige nu – det eneste, der ligger fast, er, at jeg vil give mig selv tid, før jeg tager næste skridt”, siger Hanne Schmidt.