Hastigt voksende bureau får ny direktør

Peter Engholm
25@mail.dk

Med bureauer i Aarhus, Manchester og nu også København har Kernel ændret opbygning, og det kalder på rokader i ledelsen – og en ny bureaudirektør.

Kernel voksede sidste år godt 33 pct. i bruttoavance, og i midten af sidste måned åbnede branding-bureauet Kernel et kontor med fire medarbejdere i København. Det er bureauets tredje, efter Aarhus og Manchester.

Og efterfølgende har bureauet – med bl.a. Arla, Danfoss og Grundfos på kundelisten – gennemført en organisationsændring for at sikre, at de tre kontorer fungerer som én enhed og ikke tre siloer.

“Det er set alt for tit, at flere kontorer betyder en atomisering af værdisættet, ånden og samarbejdet i en virksomhed, og det vil vi undgå. Derfor bliver det min opgave at tænke i programmer på tværs af vores kontorer og hele tiden sikre, at vi som helhed har de rigtige kompetencer siddende i hver enhed,” siger Peer Brændholt, adm. direktør i Kernel.

Han har hidtil taget sig af de administrative opgaver på Kernels Aarhus-kontor, men er nu at finde i en mere overordnet position som CEO for alle tre kontorer. Derudover skal han være “spydspids for nye kunder” på tværs af enhederne.

Det daglige administrative ansvar i Aarhus er nu overdraget til Rune Dalgaard, der går fra strategic director til administrerende direktør.

Rune Dalgaard har som partner i Kernel været en del af ledelsen i et par år og ser det som en naturlig konsekvens af Kernels ekspansion, at han nu sidder i direktørstolen.

“Jeg glæder mig over min nye rolle som leder af et team af dygtige mennesker. Flere nye er kommet til i den sidste tid, og jeg ser frem til, at vi bliver endnu stærkere”, siger Rune Dalgaard, der fortsat har kundekontakt som seniorkonsulent.