Havas fusionerer media- og reklamebureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fremover vil Havas’ to danske bureauer fungere under den samme ledelse. Steen Holm stopper som chef for reklamebureauet.

Efter omkring 13 år som chef for det reklamebureau, der engang hed Courage Euro RSCG, men som nu hedder Havas Worldwide, ønskede Steen Holm at søge nye udfordringer.

Men i stedet for blot at finde en afløser valgte Havas at søge en modernisering af set-uppet. Integration er nemlig i høj grad på dagsordenen i gruppen, og derfor har man benyttet lejligheden til at etablere en fælles ledelse for både Havas Worldwide og Havas Media.

”Reklame- og mediabureauet vil fortsat være to selvstændige enheder, men vi har en fælles ledelse, og dermed får vi bedre mulighed for at tænke på tværs,” siger Johnny Twile og fortsætter:

”I en tid hvor media og indhold smelter mere og mere sammen, kan vi tilbyde de integrerede løsninger, som kunderne i stigende grad efterspørger – og vi kan reagere hurtigt og agilt. På den baggrund har vi allerede udvidet samarbejdet med flere af vores kunder.”

Johnny Twile bliver chef for den samlede organisation – og overtager dermed også ansvaret for den kreative afdeling, mens COO i Havas Media, Søren Bronée vil udvide sine ansvarsområder til også at omfatte Havas Worldwide. Ledelsen for Havas i Danmark udgøres herefter af Johnny Twile, Søren Bronée og CFO Anker Brandt Nielsen.

Steen Holm vil arbejde med kunder og projekter i en periode, indtil han fratræder endeligt.

Johnny Twile er i udgangspunktet en mediabureaumand, der nu også skal lede en kreativ afdeling.

”Men de to bureauer har boet og arbejdet sammen i en årrække, så vi kender hinanden godt. På denne måde har vi nu en organisation med 35-40 medarbejdere, der kan betjene kunderne på tre måder: Som rent mediabureau, som rent kommunikationsbureau – og nu også som integreret bureau,” siger Johnny Twile.

Havas har tidligere gennemført en tilsvarende strategi i bl.a. Paris, London, New York og Stockholm.

”I Havas har vi været pionerer i implementeringen af en integreret tilgang, som allerede har vist sin effekt med vores Havas Villages. Vi tilbyder ganske enkelt vores kunder den sømløse og lean organisation, som de efterspørger,” siger Christian de la Villehuchet, der er CEO for Nordics og Benelux – og netop udnævnt til Chief Integration Officer i Havas Group.