Coronavirussens negative virkninger er udtalte og velkendte, men virussen har også tvunget virksomheder og organisationer til at gå andre veje og udvikle nye ydelser.
Det gælder bl.a. de selvstændige rekrutteringsselskaber bag det faglige netværk, Nordic Recruiting. De udvider med en fjerde partner. Og så får de studerende deres egen database – med henblik på praktikpladser og studiejob.
Men først udvidelsen: Nordic Recruiting består af Maagaard & Partners og Abraham Headhuntning – og nu også af Smith & People, der ledes af Tomas Vindeløv.
Jan Maagaard forklarer udvidelsen således:
”Vores kunder efterspørger i stigende grad IT- og digitale profiler som .NET, back-end, SalesForce og SAP. Når Smith & People er blevet hentet indenfor, handler det ikke kun om at kunne imødekomme behovet, men også om at fastholde vort princip om, at rekrutteringen altid bør varetages af partnere med stor faglig indsigt og netværk inden for det pågældende fagområde.”
Jan Maagaard
Headhunternes kunder fordeler sig ligeligt mellem bureauer, marketingafdelinger og medier. Selv har Tomas Vindeløv været en årrække på bureausiden (SP2 og SP3, der i dag er Marketsquare) og på både Berlingske og JP/Politiken, og der har været et fællestræk:
”Jeg har altid beskæftiget mig med den digitale branche, og der er tilstrækkeligt med kvalificerede kandidater – men som generel tendens mangler der ofte tyngde i det felt, som virksomhederne præsenteres for,” siger Tomas Vindeløv.
Tomas Vindeløv
Base med 150 studerende
Nordic Recruting har en database med godt 1.000 CV’er på reklame-, medie og marketingprofiler, og den suppleres nu med New Talents.
Det er en base bestående af studerende på landets universiteter og business schools, som ønsker sig at supplere de sidste par år af studietiden med målrettet, praktisk erfaring inden for erhvervslivet.
”Vores primære virke er search og rekruttering på mellem- og toplederniveau samt specialister. Men vi formidler hvert år flere kontakter mellem virksomheder og studerende, og med New Talents kan vi gøre det mere systematisk og effektivt. Vi nærmer os 150 emner, og ambitionen er nå op på 300,” siger Jan Maagaard.
New Talents er målrettet studerende i København, Aarhus, Aalborg og Odense.