Heftig markedsføring: Oprahs publikum fik en ny VW hver

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Volkswagen lancerer til næste år en ny Beetle. I går var der snigpremiere på model og markedsføring: Hos Oprah, hvor publikum fik én bil hver. Se amok-scenen.

Publikum hos Oprah Winfrey får jævnligt præmier nogle endda i den overdådige afdeling; iPads, rejser og diamanter, men i går overgik Oprah sig selv – hver eneste person fik nøglen til en VW Beetle, der kommer i en ny udgave til næste år – og bliver kaldt 2012-versionen.

Ganske vist er Oprah-publikummet forvænt, men tænk Beatles-hysteri, så har du glædesscenerne i dette show. Oprah blev kørt ind på scenen af julemanden i en Beetle, og publikum gik pænt amok – bl.a. fordi Oprah i netop dette show udpeger sine yndlingsting, og forærer dem væk – men måtte i første omgang skuffes: Desværre. Volkswagen har sagt nej til at forære dem denne model.

Men VW er gået med til at give hver og én blandt publikum “a brand new, totally redesigned 2012 Beetle“, råbte Oprah, og publikum eksploderede i glædes-rus – med åndenød, glædestårer og Lotto-millionær-dans – alt i mens nøgler blev delt ud i gaveæsker.

Volkswagen havde holdt alle detaljer om den kommende nye model tilbage til dette show, der således også markerede markedsførings-premieren, og teaser-effekten blev holdt intakt, idet producerne kun havde fået lov til at vise et omrids af modellen.

Det er ikke første gang, at Oprah har været ødsel med bilnøglerne – men, som AdWeek skriver, med et mildt sagt mudret resultat. For seks år fik alle en Pontiac 276 G6 – en fornem sag, men medie-interessen koncentrerede sig hurtigt om, hvor meget skat publikum skulle betale af de nye biler.

Volkswagen har endnu ikke løftet sløret for, hvordan man agter at udnytte gårsdagens Oprah-buzz maksimalt.