“Jeg bruger for meget tid på det administrative – budgetter, regneark og lønforhandlinger – og ikke nok tid på det, jeg er allerbedst til: “Konceptudvikling og iværksætteri “.
Stifter og adm. direktør i Hello Group, Jakob Langemark, træder derfor et skridt til side for at dele posten med Peter Schmidt, der tiltræder 1. september.
Og der er rigelig af direktør-erfaring at trække på: Peter Schmidt kommer fra softwarevirksomheden iMotions, hvor han i et år var COO med ansvar for den europæiske forretning. Forinden havde han været havde syv år i PeopleGroup, senest som adm. direktør i SoftwarePeople, som han forlod, da selskabet – sammen med AdPeople og GraphicPeople – blev solgt til WPP Group for at blive en del af bureauet Enfatico.
Før PeopleGroup var Peter Schmidt fem år hos Fremfab som direktør.
“Peter Schmidt og jeg kommer til at fordele opgaverne, og hans rolle bliver mere den administrerende, mens jeg tager mig af content-delen, konceptudvikling, design, copy og informationsarkitektur,” siger Jakob Langemark.
Peter Schmidts tiltrædelse markerer også et skift i Hello Group, der på ledelsesplan bliver lidt mindre ‘Group’.
“Jeg var i knap fem år medejer af Adtomic , der var temmelig topstyret. Da jeg så for tre år siden startede Hello Group, var tilgangen mere demokratisk – med mange partnere. Det vil der fortsat være, men nu gør vi den daglige ledelse mere professionel og hardcore,” siger Jakob Langemark.
I den forbindelse indtræder Peter Schmidt som partner i bureauet, mens Kim Jong Andersen udtræder af ejerkredsen, men fortsætter som bureauets kontaktdirektør.
Kim Jong Andersen siger i den forbindelse:
“Som mindretalsaktionær synes jeg, det er naturligt, at jeg afhænder min aktiepost til Peter givet den rolle, han skal spille. Jeg vil gerne koncentrere mig om at udvikle forretningen sammen med Jakob, og det ønske får jeg opfyldt, når jeg ikke længere skal bruge tid på ejerskabsforhold.”