Hello Monday står muligvis bag fejl i Det Hvide Hus’ logo

Peter Engholm
25@mail.dk

Hello Monday lavede et oplæg til nyt logo. Det blev ikke brugt – men det rummede en fejl – og den optræder nu i logoet. Hello Monday har skrevet til Obama.

Det hører til sjældenhederne, at bureauer fortæller om pitches, de ikke vandt.

Og det sker aldrig, at staben i Det Hvide Hus, under den amerikanske præsident, offentliggør ændringer i brand identiteten.

Og det sker mindst lige så sjældent at et dansk bureau fører en dialog med Det Hvide Hus og skriver et brev til Barack Obama. Ikke desto mindre er det, hvad Hello Monday på det seneste har oplevet.

Det er Adweek – suppleret af undersitet Adfreak – der kan fortælle om, at Hello Monday har gjort præsident Barack Obama opmærksom på en fejl i Det Hvide Hus’ logo. Se henvendelsen nederst i artiklen.

Der er vel at mærke tale om en fejl, som Hello Mondays New York-kontor selv gjorde sig skyldig i, da bureauet tilbage i 2009 blev indbudt til at komme med forslag til et redesign af White House-logoet.

Det netop åbnede kontor gik ved dén lejlighed ivrigt og researchende til værks – og opdagede en fejl i det eksisterende logo, som på dét tidspunkt havde været fremme i hvert fald siden 2003.


En bue på bygningen er pyramideformet i logoet. 

Hello Monday præsenterede det hvide hus med to versioner af det opfriskede logo – det mest detaljerede havde rettet fejlen i forhold til det eksisterende.


Hello Mondays 2009-forslag: Fejlen er rettet. Men bemærk den nye fejl: Buen længst til højre er blevet pyramideformet.

Men præsidentens folk besluttede at skrinlægge projektet, og de indkomne forslag blev ikke brugt.

Ærgerligt, konstaterer bureauet, og også lidt overraskende at se, at de fortsatte med det fejlbehæftede logo i de næste mange år.

I al stilfærdighed har Det Hvide Hus så lempet en ny version af logoet ud – det er sket inden for det seneste år eller to – og den oprindelige fejl er rettet.

Men en ny fejl har sneget ind. Og her breder mystikken sig: En fejl, som også optrådte på det forslag, som Hello Monday sendte ind i 2009.

”For at gøre en lang historie kort er det fascinerende, at en institution som Det Hvide Hus har en visuel identitet, der er fuld af fejl. Ingen ved rigtigt noget om identiteten, og den fejl, vi begik, ser ud til at være en del af det nuværende logo,” siger Andreas Anderskou, der er chef for Hello Monday, til Adfreak.


Det officielle White House-logo med ny fejl – a la Hello Monday …

Adfreak vil så gerne vide, om Hello Monday har sat fejlene ind med vilje, som en slags vandmærke, for på den måde at beskytte arbejde fra pitchen i sin tid?

”Nej, vi lavede dem ikke med vilje. Det gik bare lidt stærkt, og vi var dengang et ungt bureau med en mindre grad af kvalitetskontrol,” lyder svaret fra Andreas Anderskou.

Det danske bureau har skrevet til præsident Obama, og Adfreak har spurgt Det Hvide Hus om sagen – indtil videre uden reaktion.


Dear Mr. President,

I’m not sure you are aware of this, but the White House has a new logo. The old logo had many errors, but there are still a few errors in the new one, so we wanted to give you a heads up. We were helping with this back in 2009, but the fixes we did were never implemented. It’s a bit of a mystery, but an exciting one! We’ve written about it on Medium.

We’d be happy to help you update it, or you can do that internally if you prefer.

Thanks!
Andreas Anderskou
Hello Monday