Henter kreativt team og tidligere landedirektør

Peter Engholm
25@mail.dk

Design studio’et under konsulentvirksomheden Star byder velkommen til et kreativt team på syv personer fra Eggs’ nu lukkede kontor i København.

Star, stiftet af den danske serieiværksætter Juha Christensen, er en global konsulentvirksomhed inden for strategi, design og softwareudvikling. Og Star byder ifølge en pressemeddelelse ”velkommen til et kreativt team fra EGGS’ kontor i København”.

Kernen i den strategiske udvidelse, understreger pressemeddelelsen, signalerer et skridt mod en mere bæredygtig fremtid for Star og selskabets globale klienter. Det kreative team vil bidrage med vigtig viden og erfaring indenfor brand- og produktoplevelser, med fokus på netop bæredygtighed.

Katja Egmose, tidligere landedirektør fra Eggs, står i spidsen for designteamet, hvis track record strækker sig over en række industrier – fra sundhed over det maritime til energisektoren. På kundeporteføljen finder man Alfa Laval, Ørsted, Rockwool Fonden og den multinationale farmaceutiske virksomhed, Takeda.

Holdet fra Eggs, der nu er hos Star:

  • Katja Egmose, head of design nordics
  • Kate Saunders, design director
  • Camilla Lundström, senior UX designer
  • Emilien Jacquinet, UX designer
  • Mark Outridge, lead digital designer
  • Weronika Korbutt, UX designer
  • Matilde Bjørnvik, lead service designer

Stifter og bestyrelsesformand for Star, Juha Christensen, siger i pressemeddelelsen:

“Med dette team forbedrer vi ikke kun vores kreative evner, vi styrker også vores forpligtelse til at udvikle ansvarlige og bæredygtige praksisser – et område, der ligger mit hjerte nær.”

Head of design hos Star, Katja Egmose, supplerer:

“Vores fokus er at skabe positive forandringer for mennesker og planeten ved at levere innovative produkter og services på tværs af forskellige sektorer. Vi har især fokus på den cirkulære økonomi og på virksomheder, der er dedikeret til miljømæssige og bæredygtige mål.”

Hos innovations- og designbureauet Eggs bekræfter communications manager Malin H. Teles, at man har lukket det danske kontor. Det åbnede i 2018 med tidl. Republica-direktør Susanne Lund som chef i det første år. Her hyrede hun bl.a. Katja Egmose som kreativ direktør.