Af Magnus Breum, freelance tekst- og konceptforf.

Reklamebranchen deler gerne folk op i stereotyper. Nu har en af branchens relativt nye tekstforfattere gjort det samme på bureau-ansatte.

Et job i reklame- og kommunikationsbranchen betyder ofte, at man sætter forbrugeren (altså resten af verden) i bås og udvikler stereotype billeder af dem. Derfor har jeg – som en relativt ny fisk – kigget indad i branchen og dannet mine egne stereotype billeder af de reklamefolk, som man kan støde på, hvis man bevæger sig inden for bureauernes vægge. Når man træder ind i denne branche, bliver man mødt af utallige stærke personligheder, og hvis jeg skulle skrive om dem alle, ville jeg aldrig få tid til andet. Derfor har jeg valgt dem, jeg holder mest af.

Hurtigkarlen
Med strithår og italienske lædersko bliver døren til bureauet sparket op hen ad formiddagen. Man har været til kundemøde og træder upåvirket af alle andre ind på bureauet. Headsettet er på plads, så man ikke behøver at løfte smartphonen op til øret, da der ofte hænger et tungt, poleret stål ur fra Schweiz omkring håndleddet. Han kan sælge hvad som helst til hvem som helst, og der skal ikke mere end en sejr i bordtennis til for, at der bliver poppet champagne – og når der bliver serveret millionbøf i kantinen, så bliver der bestilt sushi udefra. Der står “Partner” på autosignaturen, når han sender en intern mail rundt, hvor han beder om, at folk lige husker at sige, når de har taget den sidste danskvand med citrus.

Den intellektuelle
Man kan ikke gå forbi en Wegner stol på bureauet uden at finde denne ikoniske rullekrave med benene over kors, der med en kraftig hornbrille på næsen sidder fordybet i Weekendavisen. Man skal jo holde sig opdateret, og når man ikke fik læst den i weekenden, fordi man var i sommerhus i Rågeleje, så kan man jo passende ankomme lidt tidligere mandag morgen og få startet ugen med en samfundskritisk kronik af Martin Krasnik, inden almenvældet møder ind. Selvom de fleste reklamefolk ærligt indrømmer, at de læser Ekstrabladet, så sværger han til avisen, der i 2014 stadig ikke er blevet “dus” med deres læsere.

Social media guruen
Livet skal leves digitalt. Youtube-klip med sjove katte og GIF-filer bliver dagligt sendt rundt på den interne mail. Og med smartphonen klistret til hånden bliver der flittigt taget billeder af alt fra kantinemaden til fjollede stemningsbilleder fra fredagsbaren til Instagram. Man kunne ikke drømme om at gå på toilettet uden sin smartphone, for man gider da ikke sidde og kigge ind i væggen, når man kan spille Candycrush eller tjekke Twitter som den eneste i Danmark. Vendinger som “big data” og “digital platform” sidder som standard på computerens autocorrect og bliver brugt oftere end “godmorgen”.

The Mad Man
Der bliver drukket whisky uden cola og tung rødvin til fredagsbaren, og når han bliver for fuld, og sideskilningen er faldet sammen, bliver der sat Sinatra på. Han er den eneste, der møder op i dobbeltknappet blazer, når hele bureauet holder firmaarrangement og skal ud at spille paintball. Alligevel laver han wokmad med kokosmælk og går på mandebarsel, og de hvide Lucky Strikes uden filter er da også skiftet ud med menthol-cigaretter. Man er vel stadig en moderne mand.

Bureaudarlingen
Pigen der kommer med Starbucks kaffe, selvom der er en glimrende espressomaskine på bureauet, som oven i købet er gratis at bruge. Men bloggen skulle lige opdateres her til morgen, og et Starbucks-hashtag virker bare bedre. Hun har styr på alt, hvad der sker i branchen, hvem der har vundet hvad, kender alt og alle og har invitationer til alle de lækre arrangementer med fri bar, hvor der deles kindkys ud til alle spidserne indenfor branchen.

De unge løver

De er unge og sultne, og de venter alle på deres chance for at starte den næste reklamerevolution. Lykken er en taxabon og en Macbook under armen, som er symbolet på, at man er trådt ind i den moderne reklameverdens voksne rækker. De kan ikke gå forbi et bordfodboldbord uden at spille om en øl til næste fredagsbar, og der bliver brugt mange ivrige ekstra timer på bureauet for at finde den perfekte idé, når alle andre er gået hjem – for så betaler bureauet også for aftensmaden.

Spasmageren
Man kan være sikker på, at frokostpausen ikke bliver kedelig, hvis man får denne karakter til bords. Altid rap i replikken og kantinens evige one man show. Omtaler gerne sig selv i tredjeperson som f.eks. “Champen her skal lige have en kop kaffe”, taber stort i bordfodbold, men har altid undskyldninger om, at en gammel knæskade stadig driller. Ofte er det denne person, der sætter sjove baggrunde af nøgne damer på kollegernes computere og kommer iført den sne-prikkede Tuborg-nissehue til julefrokosten.

Rasmus Modsat
Den underspillede og mystiske kreative, som kan bruge flere dage alene i et mødelokale og bagefter komme ud med en idé, der har Grand Prix-potentiale. Når man så vinder i Cannes, så gider man ikke møde op og modtage prisen, fordi det lige faldt på samme dato som en speciel indie-rock koncert i Berlin. Når kolleger vil “high-five”, så giver man “knuckles” og omvendt. Buzzwords og tendenser i branchen er uinteressante, ligesom man heller ikke var imponeret over det der internet, dengang det blev præsenteret.

Brancheræven
Der fortælles røverhistorier om de gode gamle dage i branchen, mens der hænger en rød Marlboro i mundvigen. Kunsten er at kunne ryge og fortælle samtidig. Denne karismatiske old-timer kan slippe afsted med det meste, og alle lytter efter med stor respekt, når der bliver talt, selvom sidste gang, der blev vundet priser, var, da tzatziki-bølgen var på sit højeste.

Dette er – ud fra mine betragtninger – et udsnit af branchens mest karakteristiske gengangere. Alle disse stærke personligheder er også det, der gør, at jeg holder utroligt meget af reklameverdenen. Og hvor ligger jeg selv? I virkeligheden kan jeg jo nikke genkendende og selvironisk til mange af dem, men jeg skal da være ærlig at indrømme, at en taxabon får mig til at føle, at jeg har et voksenjob, og at der nok går nogle år før, jeg drikker whisky uden cola, selvom det ser meget mere cool ud.

Opgradér til BureaubizPro og bring dig og dine kollegaer i front med vigtig viden om bureaubranchen.

Kom på forkant med vigtig viden om bureau- og marketingbranchen. 

Med Bureaubiz Pro får du:

  • Regnskabsrapporten og/eller Konkurrenceanalysen digitalt 
  • Fuld adgang til Bureaubiz.dk
  • BureauNyt
  • PersonNyt
  • Bureaubattle
  • Bureaukalenderen
  • Brancheanalyser
  • Udbudsvagten
Køb nu

Kommentarer

  1. Jeg kan ikke helt kende dine stereotyper, men jeg synes, det er helt vildt sødt, at du føler dig voksen-med-job over en taxabon 😀

  2. Jeg har sniffet kokain fra en taxabon, mens jeg fløj i chopper over Cannes og en stripper gnubbede mit lem ganske blidt med en Starbucks kop – og Rasmus Modsat sad og tweetede om det. Synes det er spot on.

  3. Hej Magnus. Når jeg læser din kasseinddeling og den efterfølgende kommentar, slår det mig, at du kunne have udvidet beskrivelsen af Bureaudarlingen, der udover at være et elskeligt menneske også er et væsen, der er så indavlet i reklamebranchen, at hun tror, mennesker ser sådan ud allevegne og ikke kan se vores særlige stereotyper for bare træer. Jeg kan rigtig godt kende dine personager og holder af dem ligesom dig – de giver branchen særpræg og mig brede smil.

  4. Rigtig underholdende. Jeg bliver i branchen lidt endnu:-) Det er jo for sjovt.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev