Her er årets bedste annoncer

Peter Engholm
25@mail.dk

Ved Auroraprisen 2014 skar juryen skarpt igennem og uddelte eksklusive 4 priser blandt 324 indsendte arbejder. Publikum tilføjede en femte pris. Se vinderne her.

Juryen fravalgte kategori-inddelingerne ved årets Aurorapris – Jyllands-Postens nu 43 år gamle pris – og ud af en bunke på 124 indsendte arbejder endte den med at udpege 3 vindere, hhv. en guld, en sølv og en bronze.

Disse tre arbejder er – understregede juryformand Anders Tranæs, adm. direktør i AarhusKontoret – i en klasse for sig selv, og derudover var der også gradsforskel: Guldet – og dermed Auroraprisen – gik til SeLigeMig for en elegant Roskilde Festival-relateret annonce for Mads Nørgaard.

“God print er enkel. Denne er simpelt og elegant eksekveret. Og godt at huske, når tekstforfatteren har barnets første sygedag,” lød det fra Anders Tranæs.

Herefter gik der – ubevidst – et vist morbidt tema i uddelingen, idet sølv gik til Bates Y&R for en rustvogn i en Ejner Hessel-annonce, mens bronzen var Oddset og Black Rabbits hyldest til den nu tidligere landstræner i fodbold, den nu afdøde Richard Møller Nielsen.

Vinderne blev hyldet ved et arrangement onsdag eftermiddag i Pressen, i Politikens Hus i København.

Juryen havde også gransket 200 indsendte arbejder i Aurora Youngsters, hvor Niklas Hultquist og Frederik Voetmann fra Kreativ kommunikation på DMJX – med Anders Tranæs’ ord – ”hævede sig over konkurrenterne”.

Et andet jurymedlem – Thomas Hoffmann fra &Co – sagde om Youngsters-vinderen:

“Her sorterede en del arbejder sig selv fra – ved ikke at leve op til briefen. Vinderen understregede, hvor langt man kan nå ved at lette røven nogle timer. Oven i købet med en kvartsides annonce.”

Den femte vinder ved arrangementet var – i form af endnu et morbidt indslag – Konstellation og Begravelse Danmark, der blev belønnet med Publikumsprisen.

Auroraprisen 2014

Guld

  • SeLigeMig for deres annonce for Mads Nørgaard. Kreativt ansvarlige er: Daniel Norit-Bodilsen, Jonas Quist Nielsen og Simon Engstrøm

Sølv

  • Bates Y&R for deres annonce for Ejner Hessel. Kreativt ansvarlige er: Christian Murmann og Peter Windfeld

Bronze

  • Black Rabbit for deres annonce for Oddset. Kreativt ansvarlige er: Carsten Schiott, Alexander Binger og Torsten Engsig

Publikumsprisen

  • Konstellation for deres annonce for Begravelse Danmark. Kreativt ansvarlige er: Thomas Priess, Benjamin Bang og Morten Grubak

Aurora Youngsters

  • Niklas Hultquist og Frederik Voetmann fra Kreativ kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole