Her er årets danske jurymedlem i Cannes Lions

Peter Engholm
25@mail.dk

Det er ærefuldt at blive udnævnt som dansk jurymedlem i verdens største kreativitets-festival – i år er det tilmed eksklusivt, for der er kun én dansker i juryen.

Antallet af danske jurymedlemmer i Cannes Lions veksler lidt – i 2013 var der et enkelt, mens der har været 3-4 stykker de seneste par år.

I år har den danske repræsentant for Cannes Lions, TV 2, fået til opgave igen finde blot et enkelt jurymedlem til verdens største festival for kreativitet.

Når Cannes Lions 2016 afholdes den 18.-25. juni bliver det med deltagelse af Jakob Stigler, der netop er udpeget som jurymedlem.

35-årige Stigler er Nordisk Chef for AOLs videoaktiveringsnetværk Be On, og han skal sidde med i Promo-juryen, der uddeler priser til de mest innovative, kreative ideer, der aktivt engagerer forbrugerne og opnår målbare resultater.

”Promo er i min optik kategorien, der indkapsler fundamentet for brands fremtidige positioneringsarbejde. Høj kreativitet i en stærkt koordineret sammensmeltning af indhold og kontekst. Selv om jeg sidder på mediesiden, er mit arbejde i høj grad fokuseret på at integrere de kreative visioner, kunder og bureau udstikker, så denne sammensmeltning sker,” siger Jakob Stigler.

Om selve jury-arbejdet siger han:

”Det vil give mig en unik mulighed for få indblik i verdenselitens bud på dette. Derudover forventer jeg også, at mine erfaringer med orkestrering af globale online video-fænomener kan tjene diskussionerne. Jeg glæder mig virkelig til at se og bedømme en masse fantastiske kampagner.”

TV 2 har siden 2008 været den danske repræsentant for Cannes Lions, og igen i år samarbejder TV 2 og Kreativitet & Kommunikation om eventen.

”For TV 2 er det vigtigt at støtte både de succesfulde, fremadstormende kreative i den danske branche, men også de unge upcoming talenter bl.a. ved at sponsere festivalpas til deltagerne i Young Lions-konkurrencen og ved at samarbejde med brancheforeningerne og uddannelsesinstitutionerne. Det handler om, at vi gerne vil bidrage til at højne niveauet i branchen. Jakob Stigler er her et godt eksempel på en kreativ, der på kort tid har markeret sig og skabt flotte resultater for sig selv og kunderne,” siger Jacob Fischer, der er chef for Kommercielle Partnerskaber på TV 2.

Læs mere om aktiviteter og events for den danske delegation under Cannes Lions på Facebook-siden.